Vil I høre om min sommer...? Okay, men gør Jer klar til en hæsblæsende historie. Ja, jeg siger Jer at jeg oplevede meget. Meen, måske er "hæsblæsende" lidt af en overdrivelse, men I forstår sikkert hvad jeg mener.

Min historie begynder allerede et par dage før vi skulle af sted. Dan og Charlotte begyndte at vaske en masse tøj og ligge noget af det i skabet, som de plejer, og noget af det i nogle kufferter, som de selvfølgelig ikke plejer. De så på nogle lister de havde lavet og krydsede af, efterhånden som tingene blev fundet frem. Også mine sager blev fundet frem og krydset af. Selvfølgelig! Så er der ingen der fortalte mig hvad der skulle ske, nej nej, men jeg kunne nu godt fornemme, at der skal ske noget stort. Sådan starter det nemlig hver gang vi skal rejse... En tidlig mandag morgen stod Charlotte op, og vi cyklede/løb en rigtig lang tur, inden vi blev hentet af taxaen. "Det er godt nok et stort bur" siger taxa chaufføren, præcis som sidste gang vi skulle med taxa med mit bur, selvom Charlotte allerede i telefonen havde fortalt dem, at det var et "digert" bur. Det troede de åbenbart ikke på... Jeg sidder bag i bilen, i buret, mens vi kører til lufthavnen. Ja, da går det et lys op for mig. Vi skal ud og rejse. De er nu så søde i lufthavnen, og lader mig gå rundt og snuse til ALT. De lader mig endda blive hos Charlotte og Dan, helt ud til flyet, hvor de løfter mig op i lastrummet, og jeg går ind i buret (selvfølgelig efter at jeg har gået rundt og tjekket at alt er i orden). Så er ferien begyndt. Mig - ind og ud af fly, først i Kirkenes, så i Oslo og så til slut i København, hvor Dan og jeg står af og tager toget til Århus, da de siger at mit bur er for stort til at komme med flyet til Aalborg :-( Charlotte flyver dog videre til for at hente bilen, før hun så henter os i Århus. Sent på aftenen "lander" vi endelig i huset i Randers.Sikke en dag. I huset virker alt til at være som det plejer. Hmm.. Men er det nu det? Man kan jo aldrig være helt sikker. Jeg tjekker derfor alle rum i huset godt og grundigt, bare for en god ordens skyld. Jo jo, den er god nok. Det ER vores hus, vores møbler, vores ting, og  hopsa, det er MIN sofa. Godnat.

Næste dag, går det hurtigt op for mig at denne ferie ikke er en helt almindelig ferie. Elisabeth og Sonja kommer, og de har med sig en masse kasser. En masse kasser som mine skøre ejere begynder at fylde med alle vores ting. Hvad skal det nu til for? De bliver fyldt til randen, og placeret på et værelse. De bliver ved med at sige, at alt må blive klar til hende der skal leje huset. Jeg ved ikke heeelt, hvad det egentlig betyder, men alle virker godt tilfredse med det, så jeg bruger ikke en masse tid på at tænke på det. Hellere bruger jeg min dyrebare tid, på at holde øje med at alle gør deres arbejde ordentligt. Og det er ikke en let opgave skal jeg hilse og sige. Både Karsten, Andreas og Poul kommer også i løbet af ugen for at hjælpe. Der er så meget der skal gøres.
   Karsten og Andreas skal male huset. Det er de godt nok dygtige til. Jeg tror de har øvet sig hjemme. Teknikken de bruger, tror jeg kaldes "synkron maling". Det ser i hvert fald ud som om det er noget de har øvet længe på. Har du ikke hørt om synkron maling? Det er en nydelig sport, der udføres roligt og yndefuldt. Heldigvis tog Charlotte lidt billeder af denne flotte opvisning, så du kan se hvordan det foregår.





Hold da op som de pakker. I over en uge er det eneste de gør at rode ud, pakke ned, sætte væk - rode ud, pakke ned, sætte væk. Og køre på lossepladsen en halv snes gange. Om og om igen, indtil de en dag har fyldt bilen og siger jeg skal sætte mig ind. Igen! - har ingen fortalt mig, hvad der skal ske. Nej nej, men efter en god lang lur på cirka halvanden time, vågner jeg op, ved at vi kører op af indkørslen i Bindslev. Der, i huset som jeg har besøgt så tit, skal Charlotte og Dan spise aftensmad, før vi skal videre i sommerhuset i Bunken. Nu siger jeg det kun er Charlotte og Dan der skal spise, og det er for så vidt helt rigtigt. Officielt spiser jeg ingen ting, men gennem længere tid har Karsten og jeg haft en ordning, hvor, hvis jeg vil hjælpe ham med at rydde op, så får jeg lov til at slikke rester af ALLE fade og skåle fra aftensmaden :-) Rimelig god ordning syntes jeg selv. Der ud over har jeg en aftale med Sonja om at tørret rugbrød er tilgængeligt hele tiden, lige fra jeg træder ind af døren. Som betaling, sørger jeg bare for hele tiden at være rigtig lækker (No problem, siger jeg bare). Sent på aftenen, efter at Charlotte og Dan har erhvervet sig en ordentlig gang jordbær mavepine, "lander" vi i sommerhuset. Nu begynder ferien rigtig. Nu skal vi slappe af.

Dagen efter ligger Charlotte og jeg og daser, mens Dan er i Frederikshavn. Jeg ligger ved døren, da jeg ser den grønne bil som jeg kender så godt, og ser Elisabeth komme ud. Min hale vrikker hurtigt frem og tilbage. Elisabeth skal være på besøg, helt til næste dag. Charlotte og Elisabeth snakker og snakker og snakker og snakker og.... mens Dan prøver at få forbindelse nok til at arbejde. Og det er vist ikke så let, kunne jeg se, sådan som han vandrede rundt for at finde det der forbindelse. Vi er også en tur på golfbanen, hvor jeg får lov til at løbe efter bolde. I love it... Bål har vi også, det skal vist nok være hyggeligt, men jeg syntes bare røgen irriterer næsen. Mens Charlotte og Elisabeth fortsætter med at snakke og snakke, ligger jeg mig til ro, og prøver at få hvilet ørerne lidt.



Lørdag får jeg endelig lidt ro. Jeg får lidt mad i et aktivitets legetøj, mens Elisabeth, Charlotte og Dan kørte til Aalborg, for at fejre Louises fødselsdag. Nu fik jeg ikke lov til at være med selv, men da jeg senere blev kørt til Bindslev af Dan, hvor Charlotte og jeg skulle overnatte, hørte jeg dem snakke om den dejlige dag de havde haft, og den gode mad de havde fået. Netop DER blev jeg lidt misundelig over ikke at have været med... Men så alligevel... Som jeg forstod det var det nok alligevel bedst at jeg ikke var med. Charlotte blev i hvert fald med at fortælle om en lækker knægt der var med, så hun havde sikkert ikke haft tid til mig alligevel..






Puha.. Jeg syntes jeg begynder at få lidt ondt i poterne af alt det skriveri. (Jeg har jo også lige lært det ;-) Og tro mig, denne ferie i langt fra færdig. I næste "afsnit" skal I få lov at høre om alle de gæster vi havde på besøg i ferien, og det var ikke så lidt, skal jeg hilse at sige...