Når jeg sætter mig her foran min computer for at skrive og beskrive mit liv som det er idag, ved jeg næsten ikke hvor jeg skal begynde. Så meget har forandret sig. Den forskel der er mellem "før" og "nu", er næsten lige så stor som afstanden mellem "før" og "nu"   - flere tusind kilometer...

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig, men hektisk sommer i Danmark. Når jeg pakker og gør mig klar til at rejse, kan jeg ikke andet end komme til at glæde mig, og se frem til alle de gode stunder jeg skal have. I mit heldige tilfælde, ville de gode stunder blive tilbragt i min families selskab. Men samtidig har man, eller jeg havde i hvert fald, en klump i maven over den tid man nu skal være væk hjemme fra. Jeg bliver mere og mere klar over at mit tilhørsforhold har ændret sig. I vores sommer i Danmark, skulle vi pakke hele vores hus ned, eller rettere, pakke husets indhold ned. Vi har lejet huset ud, i forbindelse med at Dan nu også er flyttet til Norge. Så der skulle gøres klar til den nye indflytter. En anden skal bo i mit hus. Hmm... Hvad tænker man lige om det? Jeg havde regnet med at processen ville være følelsesladet og fyldt med, tja, "hvad har jeg lige gang i" - panikken, men nej. Den ro og sikkerhed jeg følte ved at skulle overlade det der VAR mit hjem til en fremmed, overraskede mig. Jeg har truffet den rigtige beslutning. Jeg var ikke ked af at pakke en masse ting ned, velvidende at jeg ikke ville se dem igen i meget lang tid. Jeg har jo det jeg har brug for, lige her, i lejligheden omkring mig. Dan sidder på sofaen og arbejder, mens Nova ligger i sin kurv og sover oven på en dejlig gå tur. Jeg kan høre vaskemaskinen der fortsat prøver at arbejde sig i gennem vores ferie vasketøj. Ovnen, med sin konstante summen, lader duften af müsli, sive ud, og fylde lejligheden med en hjemlig hygge. Inden længe vil både vaskemaskinen og æggeuret fra ovnen kalde, tøjet skal hænges op og der skal røres i müslien. Dette helt naturlige flow af gøremål minder mig om, at alt er præcis som det skal være. Hverdagen er begyndt, og jeg kan lide det.
   Jeg vil ikke sidde her og påstå at der ikke var noget derhjemme, der fik min længsel til at vokse. Når jeg for første gang i seks måneder ser min lille nevø, ser hvor meget han er vokset, hvor meget han har forandret sig, så kan jeg godt blive ked af ikke at have været en større del af det liv han lever og oplever. Når jeg kommer hjem til mine forældre og siger "nej, så fint det er blevet hernede", og svaret er, "at det blev lavet for flere måneder siden", så bliver jeg mindet om at jeg ikke længere har min "daglige" gang i huset. Når jeg oplever en højt elsket person sidde helt stille med sig selv og lade tårende rende ned af sine kinder, fordi jeg snart skal rejse hjem, kan det endnu give mig en klump i maven og minde mig om at mit beslutning ikke kun har konsekvenser for mig, men også dem jeg efterlader. Jeg savner min familie, og det er ingen hemmelighed. Fik jeg det som jeg ville, tog jeg dem alle med herop, for jeg er da helt sikker på at alle vil få det bedre heroppe. Hvem ville ikke det? Her er jo fantastisk :-) Men det her er mit liv, og jeg må leve det så godt jeg kan. Og lige nu, da er det at bo i Vadsø den rette beslutning for mig. Heldigvis, vil jeg sige, lever vi i dag, omgivet af teknikens goder. Skype, Hangouts, Facebook, mail og så videre, giver os mulighed for at være i tæt kontakt, over meget lange afstande. Når jeg tænker på min mormors bror, som for mange år siden rejste til Canada, uden mulighed for at Skype med video, eller sende en hurtig mail eller besked på telefonen, ja, så er jeg i sammenligning, slet ikke så langt væk.

Jeg har haft en helt fantastisk sommer, med masser af gode minde, som jeg rigtig gerne vil dele med Jer alle sammen, men billeder og historier må vente lidt med at komme på bloggen. Så jeg vil afslutte med nok de mest frustrerende ord i moderne tidsalder...