Endnu mere ferie - i hunde højde

Nå, tiden er inde og jeg er klar.. Hvor var det jeg kom til.. Jo, gæster, gæster og flere gæster.

   Hvis ikke I var klar over det, så er Charlotte MEGET glad for at have gæster og arrangere. Nu har hun jo været i Norge i lidt tid, og er derfor i underskud af fest planlægning.. Så det ville hun rette op på når nu vi endelig var i Danmark. Det startede med et mindre selskab, i sommerhuset i Bunken. Charlotte og Dan havde et mål med at få spist noget af alt det mad der var i fryseren i huset i Danmark, så der blev lavet hummer til den store guldmedalje til gæsterne. Det var endda nok til at jeg også fik en LILLE smagsprøve 'snøft' (hun gik i pendul fart mellem to generationer af Hyltoft'er, som tilfældigvis sad ved hver sin ende af bordet :-)

Det var en dejlig aften... og det baserer jeg på at mængden af snak der gik over bordet, og så det obligatoriske bål der blev tændt. Denne gang var det dog ikke skum fiduser der var på programmet. Nej nej.. Som jeg har set flere gange i Bunken, så blev bålet denne gang brugt til noget langt mere fornuftigt. - PANDEKAGER - Jo jo.. Pandekager på bål er lidt af en specialitet i Bunken, og de er gode til at lave dem. I kan tro at der var kamp om dem ved bordet. Ingens næse skulle gås forbi, og der var i hvert fald ingen der skulle gå foran i køen. Sikke en aften. Det var dejligt at se dem alle sammen igen.

Men det var bare starten på gæste strømmen. Ugen efter var det Harmonika træf i Bindslev. Nu ved I jo nok at hunde har super hørelse, og min er ingen undtagelse. Så jeg behøver ikke høre om at FOLK har fået nok af harmonika musik.. They don't know what they are talking about.. Men jeg må så sige af den uge giver anledning til en masse hyggelige stunder. Karsten er "camp chief" på Spejder lejrpladsen, hvilket betød at jeg var på mange ture deroppe, og jeg kan love for at det er hyggeligt folk der bor deroppe. Det er lidt som en slags familie, der kun ses en gang om året. Så jeg er altid klar, når Karsten spørger om jeg vil med.

Men, det er ikke kun gode oplevelser der er i Harmonika træf ugen. Nej, der er én tragisk dag, hvor Charlotte og Elisabeth på det groveste bliver smidt ud fra Laksevej. De kan gå der og hygge hele dagen, og så sker der noget hen af eftermiddagen. Stemningen ændres. Sonja og Karsten begynder at over se dem, så de bliver nødt til at pakke og gøre sig klar til at gå. De bliver smidt ud, når der kommer gæster. Sonja og Karsten har en tradition med at have gæster torsdagen før Harmonikatræf til god mad og gode drinks. Men der er ikke plads til Charlotte og Elisabeth. De bliver hvert år smidt på gaden, og må finde husly på Bindslev Hotel, hvor de søde arbejde folk, gør alt de kan for at overskygge den mørke dag, med lidt glæde og smil. Heldigvis er de dygtige til deres arbejde, for som jeg husker det, var deres smil større den aften, da mig og Dan kom på hotellet for at hente dem, end det havde været hele ferien :-)

Da smilet begyndte at lægge sig lidt igen dagen efter, kaldte arbejdet. Charlotte skulle gøre klar til en endnu større fest, med endnu flere mennesker. Der blev bagt, skåret, hakket, kogt og ordnet i køkkenet til den store guldmedalje. Jeg var tit inde i køkkenet - for at tjekke om Charlotte havde det godt, selvfølgelig -, og det viste sig at Charlotte var så taknemlig for min omtanke, at jeg fik en lille smagsprøve, næsten hver gang jeg kom. Hvor heldig kan man være? Det havde jeg jo slet ikke forventet ;-)

Efter nogle dage med forberedelse, kom den store dag. Jeg havde ikke fået besked om hvor mange som kom, så jeg havde ikke haft ordentlig tid til at forberede mig. Men folk begyndte at strømme ind, og flere og flere til sluttede sig. Hurtigt var haven og indkørslen fyldt med folk. Det var alle sammen familie, på Sonjas side. Det var helt utroligt. Så mange på et sted, og alle virkede til at have det godt. Børnene var i badebassinet det meste af dagen, mens de voksne snakkede uafbrudt. Det er altså utroligt hvor meget mennesker har at snakke om. Jeg var der også hele dagen, uden at sige et eneste ord. Det var så heller ikke nødvendigt. Der var ingen pinlig tavshed. Selv jeg havde godt selskab hele dagen. Jeg siger Jer, at sidst på dagen var jeg så træt, at jeg næsten ikke kunne holde mine øjne åbne. Heldigvis var der en sød lille pige der fortalte alle de andre, at jeg skulle have lov til at sove. Tak for hjælpen og dejlig nus, Marie

Allerede dagen efter, havde Charlotte arrangeret et sidste besøg. Emil og Viktor skulle med mig hjem til sommerhuset. Men det var rent hygge. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er rigtig glad for begge de to drenge, og det ved jeg Charlotte også er. Så det tæller ikke rigtig som et besøg, for det var bare ren hygge for alle parter. Der blev både tid til at spille, læse og spille golf.

Puha.. masser af dejlige mennesker på besøg. Jeg tror også det har givet Charlotte et godt arrangerings-fix, der skal kunne holde lidt tid. Ud over gæster, havde vi naturligvis også masser af tid til at hygge med de nærmeste. Der blev også tid til et besøg i  Frederikshavn, da Poul og Kirsten var kommet hjem fra deres ferie. 


Jeg vidste at noget skulle ske dagen efter, for Charlotte og Dan begyndte at snakke om at Poul og Kirsten skulle give masser af godbidder til mig, ikke at jeg klager. Jeg fik selvfølgelig igen ikke noget at vide. Men godbidderne var for at jeg skulle lære at det var godt at blive og høre efter Poul og Kirsten, som jeg skulle være på besøg hos, mens Charlotte og Dan var i Randers og se Graceland sammen med Karsten, Sonja og Elisabeth. Det havde været en utrolig dag. De lærte en masse om Elvis, og fik også så meget mad, at de næsten blev helt dårlige.

Før turen endelig går hjem igen, vil jeg vise lidt blandet billeder fra ferien, fra de hyggelige stunder jeg tidligere har snakket om, bare for at få alt med. Det var en ferie med mange forskellige oplevelser. Det har været dejligt at se alle sammen igen, men jeg må også indrømme at jeg glæder mig til at komme hjem. Hjem til Vadsø, hvor Dan nu også skal være en del af vores liv. Familien samlet igen.

Men jeg vil takke for en dejlig ferie, og tak for at I dag læse så langt om mine oplevelser.

En ferie - i hunde højde

Vil I høre om min sommer...? Okay, men gør Jer klar til en hæsblæsende historie. Ja, jeg siger Jer at jeg oplevede meget. Meen, måske er "hæsblæsende" lidt af en overdrivelse, men I forstår sikkert hvad jeg mener.

Min historie begynder allerede et par dage før vi skulle af sted. Dan og Charlotte begyndte at vaske en masse tøj og ligge noget af det i skabet, som de plejer, og noget af det i nogle kufferter, som de selvfølgelig ikke plejer. De så på nogle lister de havde lavet og krydsede af, efterhånden som tingene blev fundet frem. Også mine sager blev fundet frem og krydset af. Selvfølgelig! Så er der ingen der fortalte mig hvad der skulle ske, nej nej, men jeg kunne nu godt fornemme, at der skal ske noget stort. Sådan starter det nemlig hver gang vi skal rejse... En tidlig mandag morgen stod Charlotte op, og vi cyklede/løb en rigtig lang tur, inden vi blev hentet af taxaen. "Det er godt nok et stort bur" siger taxa chaufføren, præcis som sidste gang vi skulle med taxa med mit bur, selvom Charlotte allerede i telefonen havde fortalt dem, at det var et "digert" bur. Det troede de åbenbart ikke på... Jeg sidder bag i bilen, i buret, mens vi kører til lufthavnen. Ja, da går det et lys op for mig. Vi skal ud og rejse. De er nu så søde i lufthavnen, og lader mig gå rundt og snuse til ALT. De lader mig endda blive hos Charlotte og Dan, helt ud til flyet, hvor de løfter mig op i lastrummet, og jeg går ind i buret (selvfølgelig efter at jeg har gået rundt og tjekket at alt er i orden). Så er ferien begyndt. Mig - ind og ud af fly, først i Kirkenes, så i Oslo og så til slut i København, hvor Dan og jeg står af og tager toget til Århus, da de siger at mit bur er for stort til at komme med flyet til Aalborg :-( Charlotte flyver dog videre til for at hente bilen, før hun så henter os i Århus. Sent på aftenen "lander" vi endelig i huset i Randers.Sikke en dag. I huset virker alt til at være som det plejer. Hmm.. Men er det nu det? Man kan jo aldrig være helt sikker. Jeg tjekker derfor alle rum i huset godt og grundigt, bare for en god ordens skyld. Jo jo, den er god nok. Det ER vores hus, vores møbler, vores ting, og hopsa, det er MIN sofa. Godnat.

Næste dag, går det hurtigt op for mig at denne ferie ikke er en helt almindelig ferie. Elisabeth og Sonja kommer, og de har med sig en masse kasser. En masse kasser som mine skøre ejere begynder at fylde med alle vores ting. Hvad skal det nu til for? De bliver fyldt til randen, og placeret på et værelse. De bliver ved med at sige, at alt må blive klar til hende der skal leje huset. Jeg ved ikke heeelt, hvad det egentlig betyder, men alle virker godt tilfredse med det, så jeg bruger ikke en masse tid på at tænke på det. Hellere bruger jeg min dyrebare tid, på at holde øje med at alle gør deres arbejde ordentligt. Og det er ikke en let opgave skal jeg hilse og sige. Både Karsten, Andreas og Poul kommer også i løbet af ugen for at hjælpe. Der er så meget der skal gøres.
   Karsten og Andreas skal male huset. Det er de godt nok dygtige til. Jeg tror de har øvet sig hjemme. Teknikken de bruger, tror jeg kaldes "synkron maling". Det ser i hvert fald ud som om det er noget de har øvet længe på. Har du ikke hørt om synkron maling? Det er en nydelig sport, der udføres roligt og yndefuldt. Heldigvis tog Charlotte lidt billeder af denne flotte opvisning, så du kan se hvordan det foregår.

Hold da op som de pakker. I over en uge er det eneste de gør at rode ud, pakke ned, sætte væk - rode ud, pakke ned, sætte væk. Og køre på lossepladsen en halv snes gange. Om og om igen, indtil de en dag har fyldt bilen og siger jeg skal sætte mig ind. Igen! - har ingen fortalt mig, hvad der skal ske. Nej nej, men efter en god lang lur på cirka halvanden time, vågner jeg op, ved at vi kører op af indkørslen i Bindslev. Der, i huset som jeg har besøgt så tit, skal Charlotte og Dan spise aftensmad, før vi skal videre i sommerhuset i Bunken. Nu siger jeg det kun er Charlotte og Dan der skal spise, og det er for så vidt helt rigtigt. Officielt spiser jeg ingen ting, men gennem længere tid har Karsten og jeg haft en ordning, hvor, hvis jeg vil hjælpe ham med at rydde op, så får jeg lov til at slikke rester af ALLE fade og skåle fra aftensmaden :-) Rimelig god ordning syntes jeg selv. Der ud over har jeg en aftale med Sonja om at tørret rugbrød er tilgængeligt hele tiden, lige fra jeg træder ind af døren. Som betaling, sørger jeg bare for hele tiden at være rigtig lækker (No problem, siger jeg bare). Sent på aftenen, efter at Charlotte og Dan har erhvervet sig en ordentlig gang jordbær mavepine, "lander" vi i sommerhuset. Nu begynder ferien rigtig. Nu skal vi slappe af.

Dagen efter ligger Charlotte og jeg og daser, mens Dan er i Frederikshavn. Jeg ligger ved døren, da jeg ser den grønne bil som jeg kender så godt, og ser Elisabeth komme ud. Min hale vrikker hurtigt frem og tilbage. Elisabeth skal være på besøg, helt til næste dag. Charlotte og Elisabeth snakker og snakker og snakker og snakker og.... mens Dan prøver at få forbindelse nok til at arbejde. Og det er vist ikke så let, kunne jeg se, sådan som han vandrede rundt for at finde det der forbindelse. Vi er også en tur på golfbanen, hvor jeg får lov til at løbe efter bolde. I love it... Bål har vi også, det skal vist nok være hyggeligt, men jeg syntes bare røgen irriterer næsen. Mens Charlotte og Elisabeth fortsætter med at snakke og snakke, ligger jeg mig til ro, og prøver at få hvilet ørerne lidt.



Lørdag får jeg endelig lidt ro. Jeg får lidt mad i et aktivitets legetøj, mens Elisabeth, Charlotte og Dan kørte til Aalborg, for at fejre Louises fødselsdag. Nu fik jeg ikke lov til at være med selv, men da jeg senere blev kørt til Bindslev af Dan, hvor Charlotte og jeg skulle overnatte, hørte jeg dem snakke om den dejlige dag de havde haft, og den gode mad de havde fået. Netop DER blev jeg lidt misundelig over ikke at have været med... Men så alligevel... Som jeg forstod det var det nok alligevel bedst at jeg ikke var med. Charlotte blev i hvert fald med at fortælle om en lækker knægt der var med, så hun havde sikkert ikke haft tid til mig alligevel..

Nå, men så var jeg pludselig i Bindslev, som jeg selv heller ikke vidste noget om. Dan skal vist ned til sin storebror Jes, og hygge, før de næste skulle ned og arbejde på huset i Randers. Mig og Charlotte bliver i Bindslev for at hygge os. Jeg kan rigtig godt lide at være i Bindslev, for der er masser af hænder der vil klø mig på maven, masser af mad aftaler og sidst, men bestemt ikke mindst, så er Karsten helt pjattet med at løbe. Heldigvis for mig kan han bedst lide at have selskab på sine løbeture, det vil sige MIG :-) Næsten hver gang vi er i Bindslev, får mig og Karsten os en løbe tur, og jeg elsker det. Om aftenen blev der igen tid til hygge. Jeg ved ikke hvad der er med de mennesker, og deres ide om at hygge er lig med bål. Nuvel.. Bålet blev tændt, drinks blev mikset, skum fiduser (også en til mig, når jeg spørger pænt :-) og pølsepinde blev fundet frem og... Karsten blev klippet!?! Det syntes jeg ikke plejer være en del af en hygge aften. Men ikke desto mindre, blev han klippet, og det lige ved siden af bålet. Jeg ved ikke om det var varmen fra bålet, Charlottes klippen eller hvad dat var, men Karsten så nu ind i mellem ud som om det gjorde lidt ondt ;-)

Puha.. Jeg syntes jeg begynder at få lidt ondt i poterne af alt det skriveri. (Jeg har jo også lige lært det ;-) Og tro mig, denne ferie i langt fra færdig. I næste "afsnit" skal I få lov at høre om alle de gæster vi havde på besøg i ferien, og det var ikke så lidt, skal jeg hilse at sige...

Fortsættelse følger

Når jeg sætter mig her foran min computer for at skrive og beskrive mit liv som det er idag, ved jeg næsten ikke hvor jeg skal begynde. Så meget har forandret sig. Den forskel der er mellem "før" og "nu", er næsten lige så stor som afstanden mellem "før" og "nu"   - flere tusind kilometer...

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig, men hektisk sommer i Danmark. Når jeg pakker og gør mig klar til at rejse, kan jeg ikke andet end komme til at glæde mig, og se frem til alle de gode stunder jeg skal have. I mit heldige tilfælde, ville de gode stunder blive tilbragt i min families selskab. Men samtidig har man, eller jeg havde i hvert fald, en klump i maven over den tid man nu skal være væk hjemme fra. Jeg bliver mere og mere klar over at mit tilhørsforhold har ændret sig. I vores sommer i Danmark, skulle vi pakke hele vores hus ned, eller rettere, pakke husets indhold ned. Vi har lejet huset ud, i forbindelse med at Dan nu også er flyttet til Norge. Så der skulle gøres klar til den nye indflytter. En anden skal bo i mit hus. Hmm... Hvad tænker man lige om det? Jeg havde regnet med at processen ville være følelsesladet og fyldt med, tja, "hvad har jeg lige gang i" - panikken, men nej. Den ro og sikkerhed jeg følte ved at skulle overlade det der VAR mit hjem til en fremmed, overraskede mig. Jeg har truffet den rigtige beslutning. Jeg var ikke ked af at pakke en masse ting ned, velvidende at jeg ikke ville se dem igen i meget lang tid. Jeg har jo det jeg har brug for, lige her, i lejligheden omkring mig. Dan sidder på sofaen og arbejder, mens Nova ligger i sin kurv og sover oven på en dejlig gå tur. Jeg kan høre vaskemaskinen der fortsat prøver at arbejde sig i gennem vores ferie vasketøj. Ovnen, med sin konstante summen, lader duften af müsli, sive ud, og fylde lejligheden med en hjemlig hygge. Inden længe vil både vaskemaskinen og æggeuret fra ovnen kalde, tøjet skal hænges op og der skal røres i müslien. Dette helt naturlige flow af gøremål minder mig om, at alt er præcis som det skal være. Hverdagen er begyndt, og jeg kan lide det.
   Jeg vil ikke sidde her og påstå at der ikke var noget derhjemme, der fik min længsel til at vokse. Når jeg for første gang i seks måneder ser min lille nevø, ser hvor meget han er vokset, hvor meget han har forandret sig, så kan jeg godt blive ked af ikke at have været en større del af det liv han lever og oplever. Når jeg kommer hjem til mine forældre og siger "nej, så fint det er blevet hernede", og svaret er, "at det blev lavet for flere måneder siden", så bliver jeg mindet om at jeg ikke længere har min "daglige" gang i huset. Når jeg oplever en højt elsket person sidde helt stille med sig selv og lade tårende rende ned af sine kinder, fordi jeg snart skal rejse hjem, kan det endnu give mig en klump i maven og minde mig om at mit beslutning ikke kun har konsekvenser for mig, men også dem jeg efterlader. Jeg savner min familie, og det er ingen hemmelighed. Fik jeg det som jeg ville, tog jeg dem alle med herop, for jeg er da helt sikker på at alle vil få det bedre heroppe. Hvem ville ikke det? Her er jo fantastisk :-) Men det her er mit liv, og jeg må leve det så godt jeg kan. Og lige nu, da er det at bo i Vadsø den rette beslutning for mig. Heldigvis, vil jeg sige, lever vi i dag, omgivet af teknikens goder. Skype, Hangouts, Facebook, mail og så videre, giver os mulighed for at være i tæt kontakt, over meget lange afstande. Når jeg tænker på min mormors bror, som for mange år siden rejste til Canada, uden mulighed for at Skype med video, eller sende en hurtig mail eller besked på telefonen, ja, så er jeg i sammenligning, slet ikke så langt væk.

Jeg har haft en helt fantastisk sommer, med masser af gode minde, som jeg rigtig gerne vil dele med Jer alle sammen, men billeder og historier må vente lidt med at komme på bloggen. Så jeg vil afslutte med nok de mest frustrerende ord i moderne tidsalder...

"Fortsættelse følger" :-D

Mit navn er Charlotte, og det her er mit liv.

For et år siden sad jeg i stuen på min hjemme adresse i Randers, sammen med min hund, og min mand, som jeg på det tidspunkt ikke engang havde været gift med i et helt år. Jeg var to år forinden blevet færdig med min uddannelse som pædagog, en karriere-vej i Danmark, jeg må indse ikke havde været den bedste beslutning, taget job-mulighederne i betragtning. Jeg havde været ude at arbejde, men aldrig noget fast i hele den periode. De nærmeste omkring mig begyndte at kunne mærke hvor meget situationen pressede mig, og hvor meget jeg kæmpede med at holde gejsten oppe. Værre blev det da jeg blev sendt ud i et rotations-projekt på en arbejdsplads, jeg i bakspejlet, aldrig skulle havde været på. Det gik endda så langt at min familie ville at gå til handling, hvis ikke min situation ændrede sig. For mig blev hullet bare dybere og mørkere. Ud over jobsituationen, skal det for ingen i dagpengesystemet, marginaliseres det pres og stress som følger af at være fanget i arbejdsløshed.

"Har du ikke lyst til at arbejde?" "JO!", "jamen så må du da også være glad for det jobcenteret tilbyder i form af job rotation" - "naturligvis, men ikke på bekostning af mit psykiske velbefindende"

Nå, tilbage til stuen i Randers for et år siden. Min mand og jeg tog den aften en beslutning som skulle forandre hele vores liv, på meget kort tid. Jeg skulle begynde at søge arbejde i Norge. Det skal ikke forstås sådan at beslutningen blev drøftet og bestemt på den ene aften, tro mig, vi har brugt mange aftener på at diskuterer min situation. Men denne aften blev det alvor. Næste dag var min første ansøgning sendt, og jeg havde kontaktet et vikarbureau som havde kontakter i Norge. Her fra gik det stærkt. Fra min første ansøgning var sendt, havde jeg modtaget fire job-tilbud inden for 14 dage. Jeg kunne næsten ikke få et ben til jorden, for ikke at tale om at få pusten, efter job interviews på norsk over telefon, samt MANGE MANGE opkald til min mand, mine forældre, min søster og bror, for at holde dem opdateret på hele situationen. Mange beskeder blev fortalt MANGE gange. Men jeg skal bestemt ikke klage. For første gang i lang tid, kunne jeg mærke, helt nede i maven, glæden over at fortælle hvordan det gik. Men fire job-tilbud? Det er jo helt surrealistisk. I Danmark skal vi prise os lykkelige, hvis vi får ét tilbud. FIRE?? Pludselig var det mig der havde magten. Jeg havde jo forhandlingsgrundlag. Jeg skulle ikke bare takke ja til det første og bedste, men kunne begyndte at overveje hvad det lige præcis var jeg ville og hvor jeg ønskede at være. Jeg havde fået job-tilbud i både Nord-Norge og i og omkring Oslo. Jeg havde i mine overvejelser da jeg sendte ansøgningerne, haft to tanker omkring HVOR jeg ville arbejde. Hvis jeg nu fik et arbejde omkring Oslo, var det jo nemt både for mig og for min familie at komme frem og tilbage mellem Norge og Danmark. (Måske skal jeg her indskyde, at da min mand og jeg tog beslutningen om at jeg skulle søge i Norge, var vi begge klar over at jeg i første omgang skulle flytte alene). Den anden tanke omkring hvor jeg ville arbejde, var med øjnene rettet mod noget højere breddegrader, nemlig Nord-Norge. "Hvorfor så langt oppe?" blev jeg spurgt MANGE gange. Jo, jeg vidste jeg skulle flytte alene, og uanset om jeg var så tæt på som Oslo eller som så langt fra som i Vadsø 2200 km. væk, så ville jeg jo være alene og ikke have mulighed for at tage hjem hver og hver anden weekend. Så hvorfor ikke tage den oplevelse det kunne give at flytte herop? Eventyret i at flytte til et arktisk område der byder på mørke tid to måneder og sne langt over halvdelen af året, og midnatssol samt en natur uden sammenligning.
   Jeg må også indrømme, at mine to valg var baseret på to forskellige grundlag. Det praktiske grundlag om Oslo og LYSTEN til at opleve Nord-Norge. Heldigvis var det lysten der til sidst vandt, og her sidder jeg i dag i Vadsø og skriver med glæde om mine oplevelser.

Men med denne beslutning kom en masse nye udfordringer. Finde lejlighed, købe møbler, arrangere rejse herop, pakke det meste af mit liv ned, få godkendt min uddannelse i Norge, pas med mit nye "gifte"-navn, pas til Nova... ja listen kunne fortsætte. Så det blev en hektisk sommer der resulterede i en MEGET lang køre tur, med én chauffør og én passager og én hund, samt de fleste af mine personlige ejendele pakket omhyggeligt ned i kasser og vakuumposer, for at få plads til så meget som mulig i bilen, der blev pakket til bristepunktet. Nu var det virkeligt. Vi kunne ikke længere undvige og sige at "der er længe til". Jeg skulle begynde at arbejde og skabe mig et liv heroppe... uden min mand. For han skulle efter cirka halv anden uge flyve hjem til Danmark igen, hvor vores kontakt skulle foregå over Skype. Det har sagtens kunne lade sig gøre, og heldigvis har han haft et arbejde der har tilladt at han i det sidste år sammenlagt har kunne tilbringe to måneder og arbejde heroppe fra. Men det ville være løgn at sige at det ikke også har givet sine udfordringer. Det er lang tid og en lang afstand at arbejde med. Vi har i den sidste tid snakket meget om hvad vores fremtid skulle bringe. Jeg vil rigtig gerne blive her og trives godt, men skulle jo gerne havde min mand herop for at alt falder på plads, og hvad hvis ikke det var muligt? Hvad gør vi så? Men det senarie blev  heldigvis slet ikke aktuelt. Nu er situationen blevet således at Dan til 1. juli begynder på nyt arbejde med adresse i Vadsø. DAN FLYTTER HEROP!!! Efter lang tids søgen efter arbejde fra Dans side, skulle det lykkes. Så nu skal sommeren bruges på at pakke et hus ned i Danmark, samt at få pakket Dans liv i kasser og kufferter så vi igen får fælles adresse. Endnu et dansk liv flytter til Norge.

Jeg hedder Charlotte, og det her er mit liv.

Gratulerer med dagen, Norge...

Idag fejre Norge 200 år uafhængighed fra Danmark. Så traditionen tro har der hele landet over været 17. maj optog, med faner og musik. Også her Vadsø blev dagen markeret med maner. Mange af byen folk var mødt op ved Vadsø ungdomsskole, hvor optoget tog sit start. Jeg deltog mere som tilskuer, da jeg gerne have hele oplevelsen med, og tage lidt billeder. 

Da denne 17. maj er en milepæl i Norges historie, med 200 år som selvstændig, skulle det naturligvis også markeres i børnehaven. Så de sidste to uger skulle bruges til at lære børnene om Norges historie og demokrati. Men da den ene af mine assistenter i sidste uge havde ferie og den anden var på kursus i to dage, ja, så hang denne opgave på mig. Komisk nok.. Men hvad vidste jeg helt ærligt om Norges grundlov og demokratiske opbygning. Not a thing, siger jeg bare.. Så der var ikke andet at gøre end at trække i arbejdstøjet og begynde at læse på lektien. Jeg havde en ide om at vise børnene deres plads i den demokratiske verden, som naturligvis starter med kong Harald og statsminister Erna Solberg. Så langt kunne jeg helt uden at snyde, men derfra skulle jeg virkelig til at lave research. Det tog os lidt over en uge at komme igennem alle ledene som endte med børnene. Billeder af alle i rækken blev sat op på væggen for at gøre det så synligt som muligt.

Den famøse række kom så til at de sådan ud:

1. Kong Harald
2. Statsminister Erna Solberg
3. Kunskabsminister Torbjørn Røe Isaksen
4. Kommunestyret med ordstyre Rolf Arne Hanssen
5. Kommunal chef Kurt Schjølberg
6. Maurtua Barnehage styre Toril Hanssen
7. Pædagogisk leder Charlotte Lund
8. Assistenter; Ine, Liv Hege og Ragnhild
9. Børnene på Tussebua (min afdeling)

Jeps.. skal det gøres, skal det gøres ordentligt! End i mellem undervurderer vi vores børn. Vi tror de har brug for os til at skåne dem for det vi tænker for vanskeligt for deres små hoveder. Men jeg må sige jeg er blevet dybt imponeret. Hvor mange børn er det lige der ved hvem deres kundskabminister (i Danmark Undervisningsminister) er eller sidder hjemme ved middagsbordet og fortæller om kommunestyret som bestemmer i Vadsø. Jo jo.. De kan sagtens de dejlige børn. Med god tid og en måske lidt for engageret pædagog;-) kan man virkelig komme langt. I forbindelse med snakken om den demokratiske opbygning, faldt snakken også på det, at kongen er konge uanset hvad vi syntes. Og når han slutter med at være konge, så er det kronprinsen som er næst i rækken. Statsministeren der i mod, bliver valgt af  voksne som stemmer. Hmm.. Hvordan får man så lige børn til at forstå konceptet "valg" og "stemme". Det er et så diffust emne, at for at synliggøre det så meget som muligt, arrangerede jeg et børne-valg på Tussebua. Vi skulle finde en statsminister og en regering. Her blev intet overladt til tilfældighederne. Afdelingen blev pyntet med guirlander i de norske farger, store flag på vægge og fra lofter samt en stemme boks. (som en voksen kommenterede da hun kom ind på afdelingen, "så skulle man ikke tro der var en dansk afdelingsleder på Tussebua" :-D)

   Valget foregik således: først skulle børnene en og en fortælle sit navn for at blive registreret, så fik de en stemmeseddel med billeder af alle børnene. Så skulle de gå i stemmeboksen, hvor de skulle sætte deres kryds. Jeg fik stemmesedlen, hvorefter de fik en seddel hvorpå der stod "jeg har stemt til valg på Tussebua 2014". Det var fantastisk at se hvor meget børnene gik op i det. Især da stemmerne skulle tælles op. Jeg siger Jer, det var opløftende at se hvordan de hoppede fra deres plads når de fik en stemme, men også hvor vanskeligt det var for de som ikke fik. Da var det som om at hele mit arbejde med at lære dem om demokrati havde givet afkast, og pludselig gav mening. Rigtig dejlig oplevelse. Da vi havde fundet vores regering og statsminister, var det tid til at de skulle arbejde. Der skulle laves en grundlov for afdelingen, men ikke nok med det. De fik også et mindre beløb de kunne handle for, så der faldt snakken på langsigtede investeringer, og ikke is som kun kunne nydes en gang. Det har været en super spændende process, som jeg helt sikkert vil foreslå alle der arbejder med børn, at kaste sig ud i. 

Nå, men tilbage til idag. At stå op til en dejlig solskinsdag, hvor graderne var helt oppe omkring 11, og se flagene flagre over hele byen, det var nu et smukt syn. Jeg tror ikke man kunne ønske sig bedre forhold til et optog. Nu er det første gang jeg har set et 17. maj optog, og sikke en stemning jeg blev mødt af. Musik og festklædte folk. Mange var i nationaldrager, som jeg virkelig syntes er en misundelig tradition de har i Norge. Børn i det fineste snit, med fløjter og rysler ( få udvalgte vil bedre kende dem som Kina-fold-ud-øv-paphorn :-) til at lave larm med. 

Helt igennem dejlig måde at fejre Norge på. Jeg er rigtig glad for at jeg har fået lov til at opleve det.

Klik to gange her under for at se en lille smagsprøve på optoget..

Da lysene blev slukket

Jeg har altid set mig selv om en agtpågivende person. En som lægger mærke til det smukke, spændende, ja selv det trivielle omkring hende. Som vægtlægger hver følelse der følger med, for at kunne bevare det som et livligt minde, jeg for eftertiden vil kunne se tilbage på. Men ikke desto mindre skulle jeg gå halvt gennem byen før jeg opdagede at gade lygterne ikke var tændt, da jeg var ude at gå den anden aften. Jamen, tænkte jeg så, der er nok ikke så længe til nu, for det er begyndt at blive mørkt. Jeg så på klokken og til min overraskelse var klokken 00.30. Tja, så blev de nok ikke tændt. Det viser sig så, at gade lygterne nu ikke bliver tændt igen før til august, da nætterne efterhånden er så lyse at det ikke er nødvendigt. 
   Nå, men tilbage til sagen. Jeg har tidligere sagt at gå tur heroppe er det rene meditation, og tankerne let kan flyde. Men jeg mærker at efter mit sidste besøg har mine tanker været endnu længere væk. Mor og far rejste tilbage til Danmark for en uge siden, og efter en helt fantastisk ti dage, er jeg blevet mindet om hvor meget jeg savner at stille an for gæster. Jeg gør ganske vist det med venner heroppe også, men det er nu noget andet når det er familie. Jeg kan godt mærke at jeg er blevet mere opmærksom på det jeg har efterladt i Danmark, hyggen og samværet. Men omvendt har jeg fået så meget heroppe, som jeg, på nuværende tidspunkt, ikke vil kunne være for uden. Men jeg tror dog at det er sundt nok ind i mellem at blive mindet om hvad jeg er rejst fra.

Nå, slut med alt det sentimentale pladder. Tiden flyver og det er netop gået op for mig at der er flere ting jeg ikke har fået skrevet om her på bloggen. Blandt andet om Dans besøg heroppe, og vores tur til Finnmarks løbet. Men det må I have til gode, for nu gælder det mor og fars besøg :-D 

Sikke en gensyns glæde de blev mødt af da vi kom hjem i lejligheden. Magen til komplet overgearet hun har jeg aldrig set. Hun rendte frem og tilbage mellem mor og far. Hun både peb og bjæffede, noget jeg aldrig har hørt hende gøre før, i den sammenhæng i hvert fald. Det skal dog siges at jeg tror hun ikke var den eneste der var glad for gensynet :-) 

Dan spurgte lige inden vi skulle sove den første nat mor og far var her, om far var spændt på se det hele heroppe (mor er jo så heldig at have været her før :-) Ja, det tror jeg, var mit svar, jeg er i hvert fald ivrig for at vise det hele frem. Før vi lagde os var mig og far ude at gå en lille tur, ikke mere end en halv times tid, men jeg tror stort set ikke at min talestrøm stoppede mere end de få øjeblikke jeg måtte trække vejret, eller for at høre hvad far havde at fortælle. Man skulle tro jeg ikke var klar over at jeg havde mere end en dag til at få det hele fortalt. Ferien de havde heroppe, var lidt speciel, forstået på den måde at byen de oplevede var unaturlig stille. Nu påsken var kommet, så alle sit snit til at flygte til deres hytter, så vi havde helt ro, det meste af tiden. 

Men hvad fik vi så tiden til at gå med? 
Nu var det egentlige formål med besøget at vi bare skulle være sammen. Så vi tog dagene meget stille og roligt. Dem som kender min far vil vide at han jo trives så godt med at sidde og lave ingen ting i lang tid af gangen, så han nærmest skulle tvinges til at gå med Nova ;-) Syv gange om dagen? Måske var det ikke så meget tvang som lyst. Der ud over havde jeg lidt småprojekter jeg gerne ville have hjælp til. Blandt andet at samle to reoler med tilsammen cirka 500 (eller sådan virkede det i hvert fald) skruer og bolte. En ting var antallet, en anden var det faktum at de var så små, at selv jeg havde problemer. Sandt skal det siges at det ikke blev lettere, efter den flaske snaps vi fik delt til frokost :-)
Der blev også en tur tur til Finland, til byen Nuorgam (udtales Njorgam), eller som jeg har fundet ud af efterfølgende, i Sonja og Karsten tale; Nougatbyen :-) Her skulle der handles ind, da mange ting er meget billigere der. Og jeg må da også her i efterkant konstatere, at jeg må erhverve mig en større fryser som jeg kan fylde med kød fra Finland.
   Ellers gik tiden mest med at se Vadsø, og vores flotte natur. Blandt andet fik vi set vores indvandrere monument, som mindes de indvandrere der kom til byen fra Finland og Rusland for mange år siden, og var med til at sikre byens overlevelse. Der blev endda tale om forsøg på at give Vadsø nye "kunstværker" at se på :-)

                   

Alt i alt var det en helt utrolig ferie. Hyggelige gæster som jeg nød at have her. Jeg vil glæde mig til at de kommer igen. Hvilket jeg er sikker på de gør :-D

Yukigassen...

I lørdags gik turen til Vardø, til den årlige Yukigassen. Aha, tænker I nok, og hvad i al verden er Yukigassen så for en størrelse? Det glæder mig at I spørger, for jeg vil RIGTIG gerne fortælle om det :-D

Yukigassen er ganske enkelt en organiseret sneboldskrig for voksne. Ja, I læste rigtig, sneboldskrig. Det er en tradition der blev startet i Japan i 80erne. Det siden har vokset sig til en stor vinteridræt, og spredt sig ud i store dele af Japan, hvor de selv sagt har vinter og sne. I 90erne kom denne ædle sport til Norge, nærmere bestemt, Vardø. Der afholdes hvert år et stort arrangement, der fungere som Nordisk mesterskab i Yukigassen, da sporten er begyndt at sprede sig ud i resten af Norge.

Jeg var faktisk rigtig spændt på at skulle afsted til Vardø for at se det, for ideen om organiseret sneboldkrig, lyder for mig, egentlig mere som en rigtig god undskyldning for at samle folk til en god fest. Det tror jeg stadig det er, men til min store overraskelse, var kampene, på trods af udklædning, småberusede spillere og i det hele taget en fjollet stemning, dybt seriøse. Når startfløjtet lød, gik alle i kamp-mode. 
   Reglerne går kort sagt ud på at vinde ved at erobre modstanderens flag, eller slå alle modspillere ud, ved at ramme dem med snebolde. Går tiden ud, og ingen hold har klaret det overstående, vinder det hold som har flest tilbage på banen. Kampen består af bedst ud af tre runder af tre minutter. Hvert hold har en kaptajn på sidelinjen, der kan give spillerne informationer om det andet hold så som "nummer tre har ikke flere snebolde" og andre ting i den dur. Der ud over er der strenge regler for sneboldene, som ikke må blive lavet før max en halv time før kamp start. Alt i alt er det en meget seriøs sport, med rigtig meget charme, da det i bund og grund er voksne mennesker der mødes i sneboldkrig. Og helt ærligt, man kan næsten gå hen og blive lidt misundelig :-)

Arrangementets charme og komik, kom yderligere til syne, i en radio meddelelse til alle børn, om ikke at lege i nærheden af banerne :-D Her er det de voksnes tur til at lege... Finalen foregik på søndagen, så den fik jeg desværre ikke med, men jeg fik set masser af kampe. Jeg har lagt en masse billeder på slideshowet her under..

Det var et rigtig godt arrangement, som jeg helt sikkert gerne vil opleve igen, men jeg må sige at vejret var lunefuldt. Der var hård blæst hele tiden, men der ud over var der stor forskel for vejret. Det ene øjeblik var solen fremme, og lunede ryggen lidt, og det næste øjeblik var der snestorm, så man næsten ikke kunne se en hånd for sig. Det er godt at jeg efterhånden har lært at klæde mig ordentligt på, inden jeg skal ud i vinteren heroppe.

______________________________________________

Spurgte jeg?

Vi sidder her til aften og hygger og med lidt norsk melodi grand prix, og Dan får svaret på lidt mails :-) (skulle jeg lige nævne at jeg har besøg af Dan? Det havde du sikkert regnet ud, men nu er det også sagt) Nå, men vi kom til pausen i udsendelsen, og Nova ville gerne ud en tur, efter at have brugt en halv time på at få kartoffelmos og rensdyrgryde ud af sit aktivitets legetøj (ja, så onde ejere er vi :-) Så vi trak i tøjet for at gå en lille tur. Til vores glædelige overraskelse var der nordlys på himlen da vi kom ud. Vi gik med raske skridt ned for enden af vejen, hvor vi har en super udsigt til at se himlen forvandle sig i det grønne lys. Dan står med et stort smil, da norslyset til aften er det største vi har set i den tid han har været i Vadsø. Som han konstaterede flere gange "det her er RIGTIG nordlys..." Og jeg er helt enig. Det er en aften hvor man virkelig kunne se farverne, og bølgerne der leger på himlen. "Det her er sådan helt rigtig nordlys.." hører jeg igen fra Dan. Ja, siger jeg så. "Det er jo også første gang det er ordenlig kold siden du kom (der var minus 11 grader da vi var ude), og min erfaring er at chancen for nordlys er størst når der er stjerneklart og jo koldere jo bedre..."

Og hvad tror du det næste er jeg hører fra Dan...??? "Det er jo også sådan at jo koldere der er jo lavere er luft fugtigheden som gør at himmelen er klarere, så nordlyset står mere skarpt........" (Eller noget i den retning.. må indrømme at jeg har vænnet mig til at sortere vigtig viden og lige gyldig viden fra hinanden, da Dan er MEGET flink til at dele viden. Så jeg fik ikke lige det hele med ;-) 

Nu må jeg så erkende mig skyldig i husbond vold, da jeg var nødsaget til at give ham et lille dask i nakken. Jeg ville fortælle ham hvad jeg havde erfaret, I ved, ved personligt at mærke hvor koldt det har været når jeg har set nordlys, alle de gange jeg har oplevet det.. Spurgte jeg om den videnskabelige forklaring, kære mand? Svaret er NEJ! Det er som om at den lille videnskabelige forklaring sætter lidt en kæp i stemnings hjulet..

Nej, spøg til side. Jeg er rigtig glad for at Dan nåede at få set ordentligt nordlys inden turen igen går til Danmark, for ham. Og jeg bliver nok heller aldrig træt af at se nordlys

 :-)

som tiden dog går...

Efter en tur ude i stormen og vandet (et kommer jeg tilbage til senere :-) kom jeg hjem og lod hvilen falde over mig, da det gik op for mig at der er gået en måned siden mit sidste oplæg. Hold da op som tiden er fløjet af sted. Men er det ikke også sådan, at tiden går hurtigt når man har det godt...

Nå, men vejret har slået om heroppe. Temperaturen har i det sidste stykke tid vippet omkring frysepunktet, hvilket har resulteret i spejl glatte veje, fortove, legepladser, hmm.. ja, ALT har været glat. Når jeg skriver spejl glat er det utroligt nok ikke en overdrivelse. Bare at skulle ind i bilen som holder op af, i indkørslen, har resulteret i flere ture på rø***. Så teknikken er blevet at få døren åbnet, få godt fat i taget på bilen samt håntaget på indersiden af bilen og så mere eller mindre svinge sig ind i bilen.. Ja, et lækkert syn, I know ;-) Men det virker...
   Men det milde vejr har så også været skyld i at sneen sjovt nok er begyndt at smelte. Efter hvad folk fortæller, plejer det ikke at ske så tidligt på året. Når man så har og har haft så meget sne som vi, betyder det så også at der ligger MEGET vand på vejene. Især på hovedvejen, nede ved kysten. I dag da vi var ude at køre, skulle vi gennem en "vandpyt", hvilket var så dybt, at det begyndte at volde bilen en smule problemer. Men heldigvis kunne vi køre hjem, så nu er det bare om at planlægge mine ruter ned i byen, der går uden om de værste "pytter".

_________________________________________________________________________________

Siden sidste indlæg, har jeg haft en dejligt besøg af min søster. Denne gang var besøget på hele ni dage, modsat de, hvad tre sidste gang? Vi havde god tid til at hygge, opleve og feste.

Jeg fik mig en fridag i løbet af ugen Elisabeth var her, så vi valgte at bruge dagen på at køre en tur til Vardø. Vardø er en by der ligger helt ude på spidsen af Varanger Halvøen, cirka 90 km. væk fra Vadsø. Jeg har aldrig været der ude før, da vejret ikke rigtig har været til at jeg ville køre derud alene. Vi havde en slags plan om hvad vi ville se derude, men det blev også til et par andre ting. Nu skal det siges at Vardø ikke er verdens største by. Den har omkring 2000 indbyggere. Så der er ikke en hel masse at se, men vi havde en hyggelig dag derude alligevel.
   Tilbage i 1730erne havde Vardø en central rolle i sikringen Norges, senere Danmark-Norges, suverænitet i området. I den forbindelse blev Vardøhus fæstningen opført, som militært forsvars værk. Fæstningen er opført af en jordvold formet som en ottekantet stjerne, der huser 9 mindre bygninger. Senere i 1990erne mistede det dog sin militære værdi, og bruges i dag som flag- og salutfæstning. Jeg vil ærligt indrømme at det var en lidt morsom oplevelse at se. Før sidste sommerferie, var vi en tur i København, hvor, inden turen gik hjem af igen, vi var en tur inden om Kronborg. Så det indre billede af hvordan Kronborg ser ud, er stadig frisk i hukommelsen. Derfor var det også næsten komisk at stå overfor denne fæstning, da den i sammenligning mindede lidt om de miniature udgaver Lego Land bygger af forskellige vigtige bygningsværker. Men hvad skal jeg sige. Det var en hyggelig fæstning (Her forestiller jeg mig, at det ikke var intentionen da fæstningen blev bygget, at den skulle være hyggelig). Any who, hyggelig var den, og overraskende hurtig at se.

Efter fæstningen gik jagten i gang, på at finde Heksemonumentet, hvilket egentlig var mere vanskeligt end man skulle tro, når man ikke helt ved hvad man ser efter. Det viste sig så, at vi havde parkeret cirka 100 meter fra monumentet, da vi først kom til byen. Heksemonumentet er opført for at mindes de som blev brændt for brug af trolddom i 1600tallet. Hvis man i området blev beskyld og dømt for brug af trolddom, var Vardø stedet hvor afbrændingerne foregik. Monumentet er en hel speciel oplevelse. Det er et langt bygningsvært, det er bygget op på pæle over vandet. Meget vanskeligt at forklare, men billedet neden under er af monumentet. Helt i toppen er et billed taget inde i monumenter. Hundredvis af glødepærer, der giver et svagt lys fra sig. Præcis lys nok til at kunne læse alle teksterne der hang gennem hele gangen, med beretninger om alle de der blev brændt. Beretning om hvor de boede, hvad de var beskyldt for, hvad de blev dømt for, og andre oplysninger af den art. 

tillykke til det samiske folk

I dag, d. 6. februar er det samarfolkets dag, eller på godt nordsamisk Sámi álbmotbeaivi... yes...
Det er en dag der markeres i både børnehaver og skoler, men også for selve samerfolket som mødes til fest og fejring om aftenen. I vores børnehave har vi hele ugen gjort klar, og det startede i mandags gik turen til Varangerbotn samiske museum. Billedet ovenfor er fra deres flotte udstilling. Der fik vi blandt andet en gennemgang af den samiske klædedragt, fra top til tå, fra en medarbejder, der havde taget sin egen dragt med. Ud over at lære en masse nyt om det samiske folk, var der også et fantastisk legerum, men en rutsjebane der startede helt oppe under tager. Men det bedste af det hele var nu, at der også var plads til voksne... hvor ofte er det lige at vi voksne får lov til at tage del i rutsjeturene i børnenes legerum :-) Og lad mig sige det sådan... der blev ikke kun til én tur :-D

Nå, tilbage til dagens emne... I dag blev det så tid til den endelige fejring. Vi startede dagen med at skrælle og skære grønsager der skulle bruges til at lave Bidos med, som vi skulle spise til frokost. Bidos er en kødsuppe lavet på grønsager og rensdyrkød. Det er en ret som traditionelt bruges som festmåltid blandt samere. Til suppen fik vi Gahkko, samisk brød, bagt på pande. Ud over festmåltidet til frokost, havde vi fællessamling med alle børnene i børnehaven, hvor der blev snakket om samiske dragter, og sunget flere sange på samisk. Jeg kan love Jer for at det var en tungevrider.. Samisk ligner på ingen måde norsk...

Vi fik i børnehaven besøg af en journalist fra avisen Finnmarken. Jeg sætter her et link ind med billeder af fejring af samerfolkets dag, rundt omkring i Vadsø. Men det vigtigste er naturligvis de fine billeder fra Maurtua Barnehage som er billederne fire til ni :-D  www.finnmarken.no

jeg skal bare lige...

Sådan syntes jeg det starter hver aften når jeg skal ud med Nova, inden jeg skal i seng. Jeg skal bare lige... have Nova ud, så jeg nøjes med at tage jakken på, og behøver ikke at spænde mine støvler.. Så komme jeg ud, og ser at der er nordlys på himlen. Først går jeg hurtigt ned til enden af vejen, for at komme lidt væk fra lyset så jeg bedre kan se. Efter at have stået i ti minutters tid i kulde grader under de minus 20 grader plus vinden der blæser, hvilket giver effektive kuldegrader omkring de minus 30, begynder jeg at kunne mærke kulden bide i mine lår, og med følelsen af at mine øre er ved at falde af. Jeg skynder mig hjem. Jeg skal jo lige bruge kameraet så jeg kan tage nogle billeder af det smukke nordlys. Mens jeg er inde tager jeg godt nok hue og vanter på... Men jeg har ikke tid til at tage overtræksbukser på. Så lad os bare sige det sådan, at jeg ikke kunne mærke mine lår da jeg endelig kom ind under dynen.. Jeg skulle jo bare lige..

Det er også blevet den tid hvor solen er tilbage heroppe. Solen var egentlig oppe for første gang i forrige weekend, men vi fik den først at se midt på ugen, da der har været meget tåget og overskyet på det sidste. Når man efter mørke tiden for første gang ser solen, har man tre ønsker, der skal siges eller tænkes inden solen går ned igen. Det resulterede så i at jeg måtte stå med ryggen til solen et øjeblik for at kunne beslutte mine tre ønsker :-) Selvom solen officielt er tilbage er det langt fra hver dag at vi er så heldige at se den. Så jeg oplever stadig at børnene på arbejde bliver helt gearet op, når solen så kommer. "VI KAN SE SOLEN, nu er solen kommet tilbage..." Her er det ikke vigtigt at fortælle ungerne at den faktisk har været her i over en uge. Det gør jo ingen forskel.

Med snuden i sneen

Det er dejligt med alt det sne. Det syntes Nova især. Det er utroligt, hvor travlt hendes lille snude er beskæftiget med at grave sig langt ned i den dybe sne, for at finde gud ved hvad... Det eneste jeg kan tænke er på at hun da på et tidspunkt må få forfrysninger. Bare et øjeblik for mine hænder udenfor vanterne, er nok til at jeg kan mærke kulden og smerten der kommer efter. Og har jeg en sjælden gang mine bare hænder i sne den frysende sne, ja så kan det ikke gå hurtigt nok med at få vanterne på igen.

Jeg har ikke noget spændende at berette i aften, jeg ville blot dele et par billeder med Jer. Herunder kan ses den udsigt jeg har fra min vej ind over byen. En smuk aften, med en strålende måne. Byen er så smukt oplyst i de mørke timer. Jeg kan få lang tid til at gå, bare med at se på udsigten og tage det hele ind. Jeg har efterhånden været heroppe i seks måneder, men udsigten er endnu ikke blevet hverdag for mig... og jeg håber heller ikke den bliver det.

skulle du ud...?

Jeg var ude at gå igår... Der var iskoldt, mens klart i luften. Nova og jeg ville gå en lang tur gennem byen. Der er noget helt specielt ved at gå en fredag aften i Vadsø. Ro. Man ser næsten ikke en bil på vejene. Helt stille. Når jeg en gang i mellem stod stille, var det kun når Nova havde fået færten af noget under sneen, og skulle udforske yderligere. Men der skete noget når jeg stod stille. Der blev en helt utrolig ro, som det sjældent høres. Mine knirkende skridt i sneen, og vinterbukser der suser når de rammer hinanden ophørte, og det eneste jeg kunne høre, var Novas snusen i sneen. Jeg elsker sne, og heldigvis for det, for vi har rigeligt af det. Der er noget specielt ved at gå ude i et vinterlandskab der ligner noget fra et postkort. Det optimale vinterlandskab. Det ser næsten uberørt ud, med de hvide veje og sne dynger der pryder kanten af gader og stier. Sne der hænger fra grenene, der strungt prøver at holde sig oppe, men er lige ved at bukke under for vægten af det tunge sne. Det er ægte vinter, som jeg aldrig har oplevet det før.

Det skal dog nævnes at der også er en mindre bagside ved alt den dejligesne... Snerydning... Jeg er sikker på alle derhjemme ved hvor slidsomt og frustrerende det kan være at rydde sne. Men ingen mere end mig, har nu fået indgående forståelse for mænds modstand mod snerydning (jeg skriver mænd da det, indrømmet, er blevet en del af mænds pligter at sørge for ryddet indkørsel og pletfrige fortove). Men jeg vil dog påstå at jeg oplever den mere ekstreme grad af snerydning. Jeg bor på nederste etage i et tre etagers hus, med min yderdør inde i en krog... og en dør der åbnes ud af. Den anden dag skulle jeg ud med Nova. Jeg gjorde som jeg plejer. Tager vintertøvlerne på, jakke, hue og vanter. Jeg tog forsigtigt i håndtaget, men... Døren rokkede sig ikke. Min første tanke var at jeg ikke havde fået låst op, men nej, det var ikke problemet. Jeg tog igen i håndtaget, men denne gang lagde jeg skulderen mod døre og skubbede med hele min vægt, og døren begyndte forsigtigt at åbne sig, men bare en lille smule. Flere af disse forsøg efterfulgte, og jeg fik døren op, så jeg netop kunne presse mig ud, og se den mængde sne jeg havde skulle flytte for at komme ud. Jeg fik placeret Nova ude i forhaven, mens jeg greb sne skovlen, og begyndte at fjerne sne. Det tog sin tid men jeg blev dog færdig. Efter nogen timer, blev det igen tid for at Nova skulle ud. «Same procedure as last year». Døren ville igen ikke gå op. Det tog denne gang endnu flere forsøg for at komme ud, og jeg kunne på ny gribe skovlen og fjerne sne. 

Når det sner, så sner det. Men det er ikke nødvendigvis det værste. Det værste er når der samtidig blæser. Den fine sne bliver flyttet rundt, og finder sig nye hjem.. det gerne lige foran min dør. Men pyt. Det er jo gratis træning. Jeg er dog begyndt at stå noget tidligere op om morgnen, for at sikre mig tid til at skovle mig ud. Det er heldigvis ikke nødvendig hver dag :-D

Frem og tilbage er lige langt..

Så er en juleferie i Danmark slut, og første arbejdsdag i det nye år er vel overstået.

Men på trods af at jeg sidder her foran computeren i min lejlighed, føltes det endnu ikke som om jeg helt er landet. Jeg har så længe ventet på den "lange" juleferie jeg skulle hjem og holde i Danmark, og nu er den forbi. Jeg skriver "lange" i gåseøjne, da de ti dage jeg havde hjemme, lige nu føltes som blot et øjeblik... Tænkt at man ligger hovedet på puden i Randers den ene dag, for dagen efter at gøre nøjagtig det samme på en pude, bare 2700 km. væk.

Men sikke en juleferie det har været. Det startede den 21. december, helt tilbage i 2013. Dette var dagen hvor jeg og Nova skulle flyve den lange vej fra Vadsø til Danmark. Denne rejse var Novas første fly rejse, så det var med spænding og nervøsitet i hjertet at vi gjorde os klar til at forlade lejligheden. 

Okay.. Indrømmet... Det lyder måske en SMULE dramatisk. Men jeg lover Jer, det er ingen ting i forhold til hvordan jeg havde det. Den første del af rejsen var uden tvivl den værste. Jeg er overbevist om at stewarden var meget bekymret for mig. Han sad i hvert fald og holdt meget øje med mig. Jeg kan dog også kun forestille mig hvor bleg og dårlig jeg så ud, jeg var jo sikker på at Nova næsten var ved at dø af skræk, der i lastrummet. Men nej, heldigvis... det gik jo alt sammen alligevel. Da jeg skulle hente Nova i Billund Lufthavn, var hun glad og tilpas. Det var bestemt ikke til at mærke på hende at vi havde tilbragt 11 timer adskilt med besøg på fem lufthavne, transporteret af fire fly.

Med denne rejse hjem, oplevede jeg også mit første solskin i over en måned. Billedet kan ses oven for. Wow.. Det var i flyet fra Kirkenes til Oslo, og jeg kunne se vi kom nærmere og nærmere solen, da himlen blev stadig mere oplyst og farverig. Jeg ventede i spænding, og tog endda mig selv i et par gange at løfte mig op fra sædet, i forsøg på at se over horisonten. Dette dog uden det store held, som I sikkert kan forestille jer.. ;-) Uden nogen indflydelse fra om min bagdel var placeret i sædet eller ej, kom flyet alligevel på egen hånd så langt syd på, at solen steg op fra skyerne langt fremme. Wow.. Solen.. Det var helt bestemt en speciel oplevelse, da jeg ikke før har prøvet, ikke at se solen i så lang en periode.. Men ikke desto mindre, tror I så ikke, at efter de første indtryk og varme af solens stråler havde ramt mit ansigt, valgte Charlotte at rulle ned, for hun var træt, og at få solens stråler lige i fjæset har det med at gøre det lidt vanskeligt at sove. Glædeligt gensyn, siger jeg bare :-) ...men heldigvis skulle jeg hjem til Danmark hvor solen hverdag er oppe i mange timer, så jeg fik jo rig mulighed for at se den igen og igen og igen og ...eller hvordan var det nu. Nå jo, regn og overskyet langt de fleste dage :-D Det er jul i Danmark...

Endelig i Danmark. Første stop, mor og far. Nu blev det jo halv sent jeg kom til landet, men på trods af det havde alle mors søskende, efter en lang julefrokost, valgt at blive til jeg kom hjem, så jeg fik sagt hej til alle. Skønt... Hvor er det pudsigt, at efter så lang tid, hvor jeg ikke har været hjemme, var det det mest naturlige i verden at jeg den aften sad hjemme hos mor og far, som jeg jo har gjort så mange gange før. Og Nova... ja hun havde bestemt heller ikke glemt noget. Som en anden Flintstone kunne man høre hendes poter glide på det glatte parketgulv, i svingen op mod køkkenet. Og der blev ingen ro, før hun havde fået til rugbrød, som mor altid plejer at give hende. Endelig hjemme...

Juleferien havde et tæt pakket program det stod på tre julefrokoster, to fødselsdags fejringer, en juleaften, en biograf tur samt et nytår. Det positive ved komme til så mange arrangementer, er at jeg fik set rigtig mange af de mennesker jeg jo ikke ser så tit, på meget kort tid. Jeg ville gerne have uploadet flere billeder, men det er som om mit kamera har fået en virus, i form af en lækker dreng, ved navn Malte :-) 

Men nu er jeg tilbage i Vadsø, efter en fin flyvetur hjem, hvor jeg fik lov til at flyve ved siden af det legende Nordlys.. Det er altså en oplevelse... Godt jeg havde vindues pladsen. Der er været et par plus grader heroppe men jeg har været væk, så det øverste lag sne er forvandlet til SPEJL glat is, der gemmer sig under et nyt fint lag sne. Så chancen for at glide når man går ude er cirka 100% :-/ Så det er på med kæderne under støvlerne, så jeg har en chance for at stå fast. 

Det nye år er skudt i gang, og det bliver spændende at se hvordan det nye vil forme sig. 

Rigtig godt nytår til alle!!

Jeg kan se hjem...

Nu er der ikke længe til. Det er endda om så kort tid, at jeg på vejrudsigten kan se lørdag d. 21. december. Da går turen til Danmark. Det er sjovt hvordan noget der så længe, har været så langt væk, pludselig er her om under en uge. Jeg glæder mig helt vildt, men er også super spændt, da jeg skal have Nova med hjem. Det er hendes første flyve tur, så det er med en klump i maven at jeg glæder mig til at flyve hjem. Men lad os nu se, hvordan det kommer til at gå.

Nå, hvad har jeg så lavet i den sidste uges tid. Der er været fuld gang i kortet, og det har stået på masser af øvelse og koncerter. Julen er nu sunget ind Nesseby kirke, i Vadsø kirke og der blev spredt julestemning i Fylkestinget. Der ud over har der været julefrokoster, biograf ture og en masse andet hygge. Jeg må sige at kalenderen hurtigt bliver fyldt. Men det er jo ikke en dårlig ting.

Nu står vi så på kanten af en nye uge, hvor jeg så småt må begynde at planlægge og pakke, så nu kan det kun gå for langsomt. Jeg er klar til at se alle i Danmark.

Glædelig tredje søndag i advent. Jeg håber alle har haft en dejlig dag.

Glædelig jul :-D

Selv julen måtte jo ramme det lille hjem i Norge.
   Julen er en helt særlig tid, som jeg især holder utrolig meget af, så da tiden nærmede sig d. 1. december, måtte jeg fare en tur i butikkerne og handle julepynt. Og lad mig her tilføje, at jeg bestemt ikke havde noget imod at skulle handle en hel masse nyt julepynt. Normalt er det vel sådan at når man begyndet at købe julepynt, så har du netop dette pynt, næsten hele dit liv. Jeg ved ihvertfald med mig selv, at jeg i Danmark har flere kasser med julepynt jeg har købt og samlet siden jeg boede hjemme hos mine forældre. Det pynt jeg har samlet, har fuldt mig alle de steder jeg har boet, og når jeg til jul finder kasserne frem, har alt sin rette plads. Det skal stå præcist samme sted som sidste år. Alt skal være som det plejer. 
   Det var vel også sådan min jul i år ville have været, hvis ikke jeg havde taget en beslutning som flyttede mig til det høje nord (hvor jule kasserne ikke er fuldt med) Derfor er jeg så heldig, at skulle ud og købe helt nyt, til en ny samling af julepynt. Men på trods af mine totale frie hænder, til at vælge helt nyt og anderledes julepynt, er jeg så traditionsbundet, at det måtte blive i farverne rød og guld. Præcist som jeg husker min jul, helt tilbage fra barndommen - præcist som derhjemme. Men ikke desto mindre, fik jeg lov til, helt på ny, at finde nye pladser til det nye jule pynt. Så det nye pynt kunne få sin rette plads.. Ny, nye, nyt... De ord har jeg skrevet meget på de sidste linjer. Men når alt kommer til alt, ønskede jeg fortsat, med det nye pynt, at skabe den gamle og genkendelige stemning af jul.

Jeg havde givet mig selv et budget, så turen i butikken ikke blev for dyr, men...Who I am kidding...?

budgettet blev måske sprængt en smule, men hvis jeg selv skulle sige det, er det også blevet rigtig godt. Hvis der skal være en tid til forkælelse, så må det være i den søde juletid. Så jeg har været i gang med skruer, kroge, søm og hammer for at gøre mig juleklar -og det blev jeg. 

Julen er kommet, og jeg er klar.

Sneen er vendt tilbage. Det sner og sner, og det ligger tykt og flot udenfor. En af de ting jeg især holder af, er at sneen her ikke bliver våd og sort, som den gør der hjemme. Der hjemme bliver den våd og sort, fordi der bliver saltet til den store guldmedalje, som får sneen til at smelte. Men her salter de ikke. De skaber sneen til side, men smelter den ikke. Det betyder altså at vejene er flotte hvide, af tæt kørt sne. Så vejene ser ud som at være dækket af en flot hvidt tæppe, mens alle husene får et særligt jule præg, med sne der hænger ned fra tagene.

Jeg glæder mig til denne december. Jeg har et godt pakket program, og så skal det jo siges, at det kun er de heldigste mennesker der har et arbejder med børn. Hvorfor siger jeg det? Jo, børn må være verdens bedste til af fejre og glæde sig til jul. Tænk at kunne gå på arbejde hver dag, til en hel flok spændte børn, som bare venter på at julen skal komme... Jeg tror med sikkerhed jeg kan sige at du ikke finder en anden arbejdsplads med lige så stor julestemning, som på arbejdspladser med børn! 

   Der ud over er jeg blevet en del af OmSåKoret her i Vadsø. Jeg var allerede i denne uge med til min første koncert, som var i forbindelse med kulturugen, som har fundet sted i den sidste uge. Og her i december er der flere arrangementer, hvor vi skal synge, men denne gang bliver det julesange. Det kan ikke være bedre. Der ud over er weekenderne booket op med julefrokoster, eller julebord som det hedder heroppe :-) Jeg kommer i hvert fald ikke til at kede mig. 

Til slut vil jeg bare ønske Jer alle en rigtig glædelig december, og glædelig første søndag i advent. 

Jeg håber I vil nyde julemåneden lige så meget som jeg...

solens sidste stråler

   solen på sit højeste

Denne weekend var så sidste chance for at se solen, før den kommer tilbage om to måneder. Søndag var jeg ude med Nova, og nåede at få et glimt af den flygtende sol. På billeder ser I solen på sit højeste, og dette ikke i meget mere end 5-10 minutter.

- fantastisk, helt igennem fantastisk - 

Jeg var ikke ude at gå med Nova i mere end 30 minutter, men nåede på den tid at så en solopgangs himmel OG en solnedgangs himmel. Der er faktisk helt magisk. Jeg glæder mig til at se, hvad mørke tiden bringer. Jeg har hørt mange snakke om at der ikke er sort hele døgnet, men at der midt på dagen vil blive blåt. Ingen sol, men en slags blå himmel. Jeg er også klar over de udfordringer der kan følge med mørke tiden, men jeg er klar. Vitaminerne bliver spist hver dag!

Nogen ved måske at jeg har købt mig en bil heroppe. En lækker grøn Mazda, som i det store hele kører rigtig godt. Men da jeg søndag aften, skulle afsted til kor, ville den ikke starte. Den var helt flad, og jeg mener helt flad. Har før prøvet at starte en bil med fladt batteri, men det her var noget helt andet. Jeg har haft mistanke om at jeg skulle have nyt batteri i bilen, men havde bare ikke fået gjort det. Ja, det er hvad man får ud af at udsætte ting. I weekenden oplevede jeg de hidtil koldeste temperature heroppe. Som I kan se her ved siden af, var der -11 grader, men føltes som -21. Og ja, det føltes virkelig så koldt når man er ude. Derfor blev Novas gåtur så kort søndag, da jeg ikke havde klædt mig ordentlig på inden jeg gik ud. Endnu en lærestreg... Husk altid at tjekke temperatuen før du går ud! 

Sikke som jeg lærer denne weekend. 

Lige et sidste billed inden jeg smuttet. Billedet nedenfor er af Nova og mig, som det så ud søndag kl. 11.20. Solen er væk bag fjeldet, og himlen lyser i de smukkeste røde og orange farver.

De lyse timer svinder ind

Det er da helt utroligt som tiden den flyver afsted. Siden jeg kom hjem efter en kort tur i Danmark, er der utroligt nok gået lidt over en måned. I den tid har jeg været så heldig at have haft flere besøg. Først mor, Emil og Viktor, derefter Dan, som netop er taget hjem. Samtidig med at tiden er fløjet afsted, er dagens lyse timer blevet betydeligt færre. I weekenderne har mig og Dan skulle planlægge vores tid lidt, efter, om vi skulle foretage os noget der krævede lys, og derfor skulle ud tidligere.

Idag for eksempel er solen stået op kl. 8.15, og gik ned kl. 01.13... Jeps... 5 timer med sol... og det svinder ind med cirka 10-15 minutter hver dag... he he.. Det bliver altså spændende med mørketiden. Det tror jeg vist jeg har nævnt før, men hva pokker, I får den lige igen :-)

I tiden siden besøget fra mor, Emil og Viktor, har vejret skiftet en del. Jeg har ladet mig fortælle at det normalt er sådan, heroppe, at der i begyndelsen af efteråret kommet en del sne, som så smelter væk igen. Temperaturen er fortsat omkring frysepunktet, men det meste sne er væk. Når det er sket, går der lidt tid, så kommer der nyt sne, som så vil blive liggende. Så lige nu er vi midt imellem de to, hvor der faktisk er pænt koldt, men hvor det ikke kan bestemme sig for om det skal sne eller regne.



I sidste weekend kørte vi en tur til Ekkerøya, som ligger en kort køretur udenfor Vadsø. Der havde været fint vejr hele dagen, hvor vi var ude og se lidt på biler, men da vi kom på Ekkerøya, var det som om bøtten vendte på hovedet. Vi ville gå helt ud på molen, for at se udsigten, da det var som om det blæste op. Det endte da også med at vi blev fanget midt i en kraftig sne byge, men hvad gør det, når man er ordentligt klædt på :-)

Kom an, Vadsø!!!

Så blev det efterårsferie i Danmark, og tiden var kommet til at jeg skulle få besøg fra Danmark. Min mor og et par fætre, var klar til at indtage Vadsø. Netop som de skulle komme, var sneen for alvor faldet, og det gav lidt forsinkelser på flyveturen. For det første cirkulerede de i tyve minutter over Kirkenes for at få lov til at lande, og ydermere gik der tre timer før de fik lov til at lette igen. Så i stedet for at komme kl. 20.50, stemplede de ind hos mig kl. 00.10. Trætte men ved godt mod, blev de modtaget af en ellevild hund og en glædestrålende datter og kusine. Jeg har længe glædet mig til at de skulle komme, og I kan tro at mandagen var lang, hvor jeg skulle vente på at dem.
 Jeg tænkte endda også at jeg ville overraske dem i lufthavnen, så jeg fik en veninde til at køre mig derud. Efter at have ventet i lidt over en halv time, fandt jeg ud af at flyet var forsinket. Jeg kunne heller ikke forstå, at flyet ikke kom. Der var så stille. Jeg slog op på telefonen, så jeg kunne følge med i hvornår de kunne lette. Men det blev bare udsat igen og igen, og inden jeg vidste af det, havde jeg ventet i 1 ½ time, og der var stadig ingen udsigt til at de fik lov til at lette. Så jeg ringede igen til min veninde, og fik hende til at hente mig. Og heldigvis for det. For der gik, som sagt yderligere, 1 ½ time, inden de kom.
 Ugen har budt på mange forskellige oplevelser, men i stedet for at jeg sidder og fortæller, tænkte jeg at drengene selv kunne få lov at fortælle hvad de har oplevet. Så nedenunder kan I se en samtale mellem Emil og Viktor, hvor de fortæller med deres egne ord. Så kan det være at jeg uddyber noget af det, i et senere indlæg.

Men god læse lyst, og tak for en rigtig dejlig uge :-)

Emil: det har været dejligt at være heroppe. Man kan sagtens bruge mange timer udenfor. Især nu hvor der er masser af sne. Vi har også fået nogle nye venner.
Viktor: vi har været på fjeldet og drikke varm kakao, og spist fjeldkiks og nordlys kager.
Emil: vi fik også bygget en flot snemand
Viktor: jeg var ved at spise guleroden, mange gange. Det var hans næse.
Emil: vi har også haft to gode snebold kampe.
Viktor: jeg kastede en på Maja.
Emil: hun er en af vores nye venner
Viktor: jeg fik en bedste ven her oppe i Norge
Emil: hurtigt
Viktor: meget hurtigt. Hun bor tæt på os. Meget tæt
Emil: lige over os
Viktor: nej, ved siden af os... Hun er min bedste ven!
Emil ,Viktor og Charlotte ------------------------------------------>
Viktor: det har været hyggeligt.
Emil: da vi have bygget snemanden, fik vi en kop varm kakao, da vi kom ind. Jeg fik det i min nye trækop. Det er fordi at sidste gang vi var på fjeldet, fik vi varm kakao i et krus jeg syntes var flot og dejligt at drikke af. Så det tænkte jeg, at sådan et ville jeg også have.
Viktor: jeg fik et lille et. Det var meget rart. Jeg gad ikke et stort et.
Emil: vi har også købt et kranie
Viktor: det hedder Benny. Kraniet Benny.
Emil: vi har også rutsjet ned af indkørslet.
Viktor: jeg har prøvet at få fjeldet i hovedet. Det gjorde ondt. Meget ondt. Min pande var rød (Charlotte: men det var han selv ude om. Han løb nemlig på is ;-)
Emil: da vi fik den varme kop kakao på fjeldet løb Nova rigtig rigtig langt. Hun løb fra toppen af fjeldet, helt til foden af det og op igen.
Viktor: nej, hun løb til Finland og tilbage igen til os. Vi prøvede at kalde på hende mange gange.
Emil: og hver gang vi er på fjeldet med nogle kiks, så kalder vi Viktor for fætter guf.
Viktor: det er rigtigt. Jeg spiste mange kager :-D
Emil: vi har set nordlys mange gange. Det var rigtig flot.
Viktor: ja, hver gang vi har været her, ud over to gange.
Emil:  vi har også fået norsk mad de fleste gange til aftensmad. I aften d. 19.10 skal vi have rensdyr gryde.
Viktor: vi har også smagt god spegepølse. Elg og rensdyr. Nova fik også et stykke. Nova kunne godt lide det.
Emil: ja, det kunne hun. og elgen smagte også rigtig godt. og første dag vi rigtig var her, da gik vi en tur med Sonja. Det var ret hårdt, op af bakken (Charlotte: der er 2,5 km ned til byen og tilbage igen. Og hele vejen tilbage er op af bakke)
Viktor: Nova fandt også troldehytten til os, som Charlotte og Nova er ved ret tit, hvor Charlotte tager kaffe med.
Emil: der er også meget forskel på trafikken her og hjemme i Danmark. De fleste steder må man nemlig kun køre 30 km/t. Den anden dag vi så nordlys var det det flotteste jeg havde set i hele verden
Viktor: det lignede der var ild i fjeldet. Grønt ild.
Emil: det så flot ud. Vadsø er en dejlig by. Der er kommet sne tidligt. Og om en måned, når vi ikke er her, så er der mørkt hele dagen.
Viktor: ikke mere lys den uge. Så er det lys røget.
Emil: det ikke kun en uge Viktor. Det er to måneder.
Viktor: nej for jeg taler om heroppe i Norge, Emil
Emil: det er også det jeg mener. Der er ikke kun mørkt i en uge, men i to måneder
Viktor: nej, nu siger jeg to måneder (Charlotte: tror Viktor er en smule forvirret over det med mørketid. Men tror nok de blev enige om det det er mørkt i to måneder :-)
Viktor: vi sover på en sovesofa, og Nova hopper op til os om natten.
Emil: den tredje nat, sov hun stort set oppe ved mig.
Viktor: hun sover ret tit over ved mig, EMIL!
Emil: så siger vi det, Viktor :-/
Emil: Sonja er ved at strikke et par strømper til Charlotte. De er flotte, med nordlys på. Og når Sonja strikker, kommer Nova tit og sørger for at hun ikke kan strikke.
Emil: det var også sjovt at flyve.
Viktor: mig og Emil har skiftet plads mellem A og B. og da jeg skulle sidde ved vinduet på række 16, var der kun c og b. Der skulle jeg sidde ved vinduet. Så vi fik række 7 i stedet for. Der var a også.
Emil: da vi skulle lande i kirkenes fløj vi oppe over byen i tyve minutter pga. sne på landingsbanen.
Viktor: vi var oppe over skyerne. Det var rigtig flot. Men vi kunne ikke se noget da det blev mørkt.

Da vi besteg fjeldet

Viktor: to brødre der bestiger fjeldet sammen. Det var hyggeligt og sjovt.

Emil: men også meget hårdt. Det var første gang, så benene skulle lige vænne sig til det.

Ild i fjeldet

Emil: Den anden dag vi var her, var det nordlys. På et tidspunkt så det ud som om der var ild i fjeldet. Det så rigtig flot ud. Og det meste af tiden her inden for, har vi hørt musik. (Charlotte: dog skal det siges, at med de DJ's vi har haft, har der været en del repetition af sange, som de godt kan lide ;-)

Da vi lavede snemanden

Emil: det startede i morges. Der har sneet hele natten, og så gik Charlotte ud for at se hvor meget sne der var, og så så hun at de var det perfekte sne til at lave en snemand af. 

Viktor: så Charlotte fik ideen til at vi skulle lave en snemand idag. 

Emil: så fik vi lavet en snemand, det tog ikke så lang tid for vi var 5. Og sneen var perfekte til det.

Emil vi har været en tur på fjeldet igen

Viktor: vi var igen på fjeldet og drikke varm kakao. Sonja var også med, og det var rigtig hyggeligt. Vi fik idag lov til at lege i sneen, og der var mange dybe steder.

Vi siger tak for denne uge, og I kan her, nedenunder se en masse billeder, fra det vi har oplevet :-)

Så kom sneen

Alle de lokale fortæller at det er meget usædvanligt, den lange og varme sommer vi har haft. Det har været fantastisk at flytte herop, og har kunne nyde at gå lange ture i den varme sommervind. Men den tid er nu forbi.

Med den lange sommer, følger et kort efterår. 

og det efterår, er nu gået. Da jeg stod på til morgen, og rullede gardinet fra, stod jeg overfor en helt ny udsigt. Der er kommet sne i Vadsø. 

Hele natten har det stormet og rusket i hele huset. Der kommer så mange nye små lyde, når det stormer. Nova var flere gange forvirret i løbet af natten, og begyndte at knurre, af det der larmede udenfor. Det har regnet en del, de sidste par dage, og i nat var ingen undtagelse. Jeg kunne høre, udenfor mit soveværelses vindue, at store dråber ramte jorden. Men i løbet af natten, må det have slået om. Da jeg stod op, havde vinden fortaget sig. Det blæste dog fortsat, og gør stadig, en del. Men ude på græsset var der et fint hvidt lag sne. Vinteren er kommet. 

    

Der har været 2 grader udenfor hele dagen, men med blæsten har det føltes som -4

Det er ikke det eneste der har ændret sig heroppe. Som I kan se på billedet, så er solen begyndt at gå ned, noget tidligt. Da jeg torsdag gik hjem fra arbejde, kunne jeg se at solen var begyndt at gå ned. Hele byen var badet i et rødligt skær. Det var så smukt. Da jeg endelig kom hjem, halv fem, så jeg netop den sidste millimeter af solen, stikke op bag fjeldet. Et øjeblik efter, var den væk. Tja, når man tænker på at der ikke er mere end en måneds tid til at solen ikke står op igen, før to måneder efter, så er det selvfølgelig ikke så underligt.

 Men uanset, så er det specielt at der er helt sort udenfor, allerede klokken halv seks og at der ligger sne udenfor, så tidligt på året.

Specielt, men utroligt. 

Jeg er utrolig spændt på at se hvordan vinteren egentlig bliver heroppe. Med masser af kulde, sne og ikke mindst mørke.