Da lysene blev slukket

Jeg har altid set mig selv om en agtpågivende person. En som lægger mærke til det smukke, spændende, ja selv det trivielle omkring hende. Som vægtlægger hver følelse der følger med, for at kunne bevare det som et livligt minde, jeg for eftertiden vil kunne se tilbage på. Men ikke desto mindre skulle jeg gå halvt gennem byen før jeg opdagede at gade lygterne ikke var tændt, da jeg var ude at gå den anden aften. Jamen, tænkte jeg så, der er nok ikke så længe til nu, for det er begyndt at blive mørkt. Jeg så på klokken og til min overraskelse var klokken 00.30. Tja, så blev de nok ikke tændt. Det viser sig så, at gade lygterne nu ikke bliver tændt igen før til august, da nætterne efterhånden er så lyse at det ikke er nødvendigt. 
   Nå, men tilbage til sagen. Jeg har tidligere sagt at gå tur heroppe er det rene meditation, og tankerne let kan flyde. Men jeg mærker at efter mit sidste besøg har mine tanker været endnu længere væk. Mor og far rejste tilbage til Danmark for en uge siden, og efter en helt fantastisk ti dage, er jeg blevet mindet om hvor meget jeg savner at stille an for gæster. Jeg gør ganske vist det med venner heroppe også, men det er nu noget andet når det er familie. Jeg kan godt mærke at jeg er blevet mere opmærksom på det jeg har efterladt i Danmark, hyggen og samværet. Men omvendt har jeg fået så meget heroppe, som jeg, på nuværende tidspunkt, ikke vil kunne være for uden. Men jeg tror dog at det er sundt nok ind i mellem at blive mindet om hvad jeg er rejst fra.

Nå, slut med alt det sentimentale pladder. Tiden flyver og det er netop gået op for mig at der er flere ting jeg ikke har fået skrevet om her på bloggen. Blandt andet om Dans besøg heroppe, og vores tur til Finnmarks løbet. Men det må I have til gode, for nu gælder det mor og fars besøg :-D 

Sikke en gensyns glæde de blev mødt af da vi kom hjem i lejligheden. Magen til komplet overgearet hun har jeg aldrig set. Hun rendte frem og tilbage mellem mor og far. Hun både peb og bjæffede, noget jeg aldrig har hørt hende gøre før, i den sammenhæng i hvert fald. Det skal dog siges at jeg tror hun ikke var den eneste der var glad for gensynet :-) 

Dan spurgte lige inden vi skulle sove den første nat mor og far var her, om far var spændt på se det hele heroppe (mor er jo så heldig at have været her før :-) Ja, det tror jeg, var mit svar, jeg er i hvert fald ivrig for at vise det hele frem. Før vi lagde os var mig og far ude at gå en lille tur, ikke mere end en halv times tid, men jeg tror stort set ikke at min talestrøm stoppede mere end de få øjeblikke jeg måtte trække vejret, eller for at høre hvad far havde at fortælle. Man skulle tro jeg ikke var klar over at jeg havde mere end en dag til at få det hele fortalt. Ferien de havde heroppe, var lidt speciel, forstået på den måde at byen de oplevede var unaturlig stille. Nu påsken var kommet, så alle sit snit til at flygte til deres hytter, så vi havde helt ro, det meste af tiden. 

Men hvad fik vi så tiden til at gå med? 
Nu var det egentlige formål med besøget at vi bare skulle være sammen. Så vi tog dagene meget stille og roligt. Dem som kender min far vil vide at han jo trives så godt med at sidde og lave ingen ting i lang tid af gangen, så han nærmest skulle tvinges til at gå med Nova ;-) Syv gange om dagen? Måske var det ikke så meget tvang som lyst. Der ud over havde jeg lidt småprojekter jeg gerne ville have hjælp til. Blandt andet at samle to reoler med tilsammen cirka 500 (eller sådan virkede det i hvert fald) skruer og bolte. En ting var antallet, en anden var det faktum at de var så små, at selv jeg havde problemer. Sandt skal det siges at det ikke blev lettere, efter den flaske snaps vi fik delt til frokost :-)
Der blev også en tur tur til Finland, til byen Nuorgam (udtales Njorgam), eller som jeg har fundet ud af efterfølgende, i Sonja og Karsten tale; Nougatbyen :-) Her skulle der handles ind, da mange ting er meget billigere der. Og jeg må da også her i efterkant konstatere, at jeg må erhverve mig en større fryser som jeg kan fylde med kød fra Finland.
   Ellers gik tiden mest med at se Vadsø, og vores flotte natur. Blandt andet fik vi set vores indvandrere monument, som mindes de indvandrere der kom til byen fra Finland og Rusland for mange år siden, og var med til at sikre byens overlevelse. Der blev endda tale om forsøg på at give Vadsø nye "kunstværker" at se på :-)

                   

Alt i alt var det en helt utrolig ferie. Hyggelige gæster som jeg nød at have her. Jeg vil glæde mig til at de kommer igen. Hvilket jeg er sikker på de gør :-D