Mit navn er Charlotte, og det her er mit liv.
/
For et år siden sad jeg i stuen på min hjemme adresse i Randers, sammen med min hund, og min mand, som jeg på det tidspunkt ikke engang havde været gift med i et helt år. Jeg var to år forinden blevet færdig med min uddannelse som pædagog, en karriere-vej i Danmark, jeg må indse ikke havde været den bedste beslutning, taget job-mulighederne i betragtning. Jeg havde været ude at arbejde, men aldrig noget fast i hele den periode. De nærmeste omkring mig begyndte at kunne mærke hvor meget situationen pressede mig, og hvor meget jeg kæmpede med at holde gejsten oppe. Værre blev det da jeg blev sendt ud i et rotations-projekt på en arbejdsplads, jeg i bakspejlet, aldrig skulle havde været på. Det gik endda så langt at min familie ville at gå til handling, hvis ikke min situation ændrede sig. For mig blev hullet bare dybere og mørkere. Ud over jobsituationen, skal det for ingen i dagpengesystemet, marginaliseres det pres og stress som følger af at være fanget i arbejdsløshed.
Nå, tilbage til stuen i Randers for et år siden. Min mand og jeg tog den aften en beslutning som skulle forandre hele vores liv, på meget kort tid. Jeg skulle begynde at søge arbejde i Norge. Det skal ikke forstås sådan at beslutningen blev drøftet og bestemt på den ene aften, tro mig, vi har brugt mange aftener på at diskuterer min situation. Men denne aften blev det alvor. Næste dag var min første ansøgning sendt, og jeg havde kontaktet et vikarbureau som havde kontakter i Norge. Her fra gik det stærkt. Fra min første ansøgning var sendt, havde jeg modtaget fire job-tilbud inden for 14 dage. Jeg kunne næsten ikke få et ben til jorden, for ikke at tale om at få pusten, efter job interviews på norsk over telefon, samt MANGE MANGE opkald til min mand, mine forældre, min søster og bror, for at holde dem opdateret på hele situationen. Mange beskeder blev fortalt MANGE gange. Men jeg skal bestemt ikke klage. For første gang i lang tid, kunne jeg mærke, helt nede i maven, glæden over at fortælle hvordan det gik. Men fire job-tilbud? Det er jo helt surrealistisk. I Danmark skal vi prise os lykkelige, hvis vi får ét tilbud. FIRE?? Pludselig var det mig der havde magten. Jeg havde jo forhandlingsgrundlag. Jeg skulle ikke bare takke ja til det første og bedste, men kunne begyndte at overveje hvad det lige præcis var jeg ville og hvor jeg ønskede at være. Jeg havde fået job-tilbud i både Nord-Norge og i og omkring Oslo. Jeg havde i mine overvejelser da jeg sendte ansøgningerne, haft to tanker omkring HVOR jeg ville arbejde. Hvis jeg nu fik et arbejde omkring Oslo, var det jo nemt både for mig og for min familie at komme frem og tilbage mellem Norge og Danmark. (Måske skal jeg her indskyde, at da min mand og jeg tog beslutningen om at jeg skulle søge i Norge, var vi begge klar over at jeg i første omgang skulle flytte alene). Den anden tanke omkring hvor jeg ville arbejde, var med øjnene rettet mod noget højere breddegrader, nemlig Nord-Norge. "Hvorfor så langt oppe?" blev jeg spurgt MANGE gange. Jo, jeg vidste jeg skulle flytte alene, og uanset om jeg var så tæt på som Oslo eller som så langt fra som i Vadsø 2200 km. væk, så ville jeg jo være alene og ikke have mulighed for at tage hjem hver og hver anden weekend. Så hvorfor ikke tage den oplevelse det kunne give at flytte herop? Eventyret i at flytte til et arktisk område der byder på mørke tid to måneder og sne langt over halvdelen af året, og midnatssol samt en natur uden sammenligning.
Jeg må også indrømme, at mine to valg var baseret på to forskellige grundlag. Det praktiske grundlag om Oslo og LYSTEN til at opleve Nord-Norge. Heldigvis var det lysten der til sidst vandt, og her sidder jeg i dag i Vadsø og skriver med glæde om mine oplevelser.
Men med denne beslutning kom en masse nye udfordringer. Finde lejlighed, købe møbler, arrangere rejse herop, pakke det meste af mit liv ned, få godkendt min uddannelse i Norge, pas med mit nye "gifte"-navn, pas til Nova... ja listen kunne fortsætte. Så det blev en hektisk sommer der resulterede i en MEGET lang køre tur, med én chauffør og én passager og én hund, samt de fleste af mine personlige ejendele pakket omhyggeligt ned i kasser og vakuumposer, for at få plads til så meget som mulig i bilen, der blev pakket til bristepunktet. Nu var det virkeligt. Vi kunne ikke længere undvige og sige at "der er længe til". Jeg skulle begynde at arbejde og skabe mig et liv heroppe... uden min mand. For han skulle efter cirka halv anden uge flyve hjem til Danmark igen, hvor vores kontakt skulle foregå over Skype. Det har sagtens kunne lade sig gøre, og heldigvis har han haft et arbejde der har tilladt at han i det sidste år sammenlagt har kunne tilbringe to måneder og arbejde heroppe fra. Men det ville være løgn at sige at det ikke også har givet sine udfordringer. Det er lang tid og en lang afstand at arbejde med. Vi har i den sidste tid snakket meget om hvad vores fremtid skulle bringe. Jeg vil rigtig gerne blive her og trives godt, men skulle jo gerne havde min mand herop for at alt falder på plads, og hvad hvis ikke det var muligt? Hvad gør vi så? Men det senarie blev heldigvis slet ikke aktuelt. Nu er situationen blevet således at Dan til 1. juli begynder på nyt arbejde med adresse i Vadsø. DAN FLYTTER HEROP!!! Efter lang tids søgen efter arbejde fra Dans side, skulle det lykkes. Så nu skal sommeren bruges på at pakke et hus ned i Danmark, samt at få pakket Dans liv i kasser og kufferter så vi igen får fælles adresse. Endnu et dansk liv flytter til Norge.
Jeg hedder Charlotte, og det her er mit liv.
"Har du ikke lyst til at arbejde?" "JO!", "jamen så må du da også være glad for det jobcenteret tilbyder i form af job rotation" - "naturligvis, men ikke på bekostning af mit psykiske velbefindende"
Nå, tilbage til stuen i Randers for et år siden. Min mand og jeg tog den aften en beslutning som skulle forandre hele vores liv, på meget kort tid. Jeg skulle begynde at søge arbejde i Norge. Det skal ikke forstås sådan at beslutningen blev drøftet og bestemt på den ene aften, tro mig, vi har brugt mange aftener på at diskuterer min situation. Men denne aften blev det alvor. Næste dag var min første ansøgning sendt, og jeg havde kontaktet et vikarbureau som havde kontakter i Norge. Her fra gik det stærkt. Fra min første ansøgning var sendt, havde jeg modtaget fire job-tilbud inden for 14 dage. Jeg kunne næsten ikke få et ben til jorden, for ikke at tale om at få pusten, efter job interviews på norsk over telefon, samt MANGE MANGE opkald til min mand, mine forældre, min søster og bror, for at holde dem opdateret på hele situationen. Mange beskeder blev fortalt MANGE gange. Men jeg skal bestemt ikke klage. For første gang i lang tid, kunne jeg mærke, helt nede i maven, glæden over at fortælle hvordan det gik. Men fire job-tilbud? Det er jo helt surrealistisk. I Danmark skal vi prise os lykkelige, hvis vi får ét tilbud. FIRE?? Pludselig var det mig der havde magten. Jeg havde jo forhandlingsgrundlag. Jeg skulle ikke bare takke ja til det første og bedste, men kunne begyndte at overveje hvad det lige præcis var jeg ville og hvor jeg ønskede at være. Jeg havde fået job-tilbud i både Nord-Norge og i og omkring Oslo. Jeg havde i mine overvejelser da jeg sendte ansøgningerne, haft to tanker omkring HVOR jeg ville arbejde. Hvis jeg nu fik et arbejde omkring Oslo, var det jo nemt både for mig og for min familie at komme frem og tilbage mellem Norge og Danmark. (Måske skal jeg her indskyde, at da min mand og jeg tog beslutningen om at jeg skulle søge i Norge, var vi begge klar over at jeg i første omgang skulle flytte alene). Den anden tanke omkring hvor jeg ville arbejde, var med øjnene rettet mod noget højere breddegrader, nemlig Nord-Norge. "Hvorfor så langt oppe?" blev jeg spurgt MANGE gange. Jo, jeg vidste jeg skulle flytte alene, og uanset om jeg var så tæt på som Oslo eller som så langt fra som i Vadsø 2200 km. væk, så ville jeg jo være alene og ikke have mulighed for at tage hjem hver og hver anden weekend. Så hvorfor ikke tage den oplevelse det kunne give at flytte herop? Eventyret i at flytte til et arktisk område der byder på mørke tid to måneder og sne langt over halvdelen af året, og midnatssol samt en natur uden sammenligning.
Jeg må også indrømme, at mine to valg var baseret på to forskellige grundlag. Det praktiske grundlag om Oslo og LYSTEN til at opleve Nord-Norge. Heldigvis var det lysten der til sidst vandt, og her sidder jeg i dag i Vadsø og skriver med glæde om mine oplevelser.
Men med denne beslutning kom en masse nye udfordringer. Finde lejlighed, købe møbler, arrangere rejse herop, pakke det meste af mit liv ned, få godkendt min uddannelse i Norge, pas med mit nye "gifte"-navn, pas til Nova... ja listen kunne fortsætte. Så det blev en hektisk sommer der resulterede i en MEGET lang køre tur, med én chauffør og én passager og én hund, samt de fleste af mine personlige ejendele pakket omhyggeligt ned i kasser og vakuumposer, for at få plads til så meget som mulig i bilen, der blev pakket til bristepunktet. Nu var det virkeligt. Vi kunne ikke længere undvige og sige at "der er længe til". Jeg skulle begynde at arbejde og skabe mig et liv heroppe... uden min mand. For han skulle efter cirka halv anden uge flyve hjem til Danmark igen, hvor vores kontakt skulle foregå over Skype. Det har sagtens kunne lade sig gøre, og heldigvis har han haft et arbejde der har tilladt at han i det sidste år sammenlagt har kunne tilbringe to måneder og arbejde heroppe fra. Men det ville være løgn at sige at det ikke også har givet sine udfordringer. Det er lang tid og en lang afstand at arbejde med. Vi har i den sidste tid snakket meget om hvad vores fremtid skulle bringe. Jeg vil rigtig gerne blive her og trives godt, men skulle jo gerne havde min mand herop for at alt falder på plads, og hvad hvis ikke det var muligt? Hvad gør vi så? Men det senarie blev heldigvis slet ikke aktuelt. Nu er situationen blevet således at Dan til 1. juli begynder på nyt arbejde med adresse i Vadsø. DAN FLYTTER HEROP!!! Efter lang tids søgen efter arbejde fra Dans side, skulle det lykkes. Så nu skal sommeren bruges på at pakke et hus ned i Danmark, samt at få pakket Dans liv i kasser og kufferter så vi igen får fælles adresse. Endnu et dansk liv flytter til Norge.
Jeg hedder Charlotte, og det her er mit liv.