En ferie - i hunde højde

Vil I høre om min sommer...? Okay, men gør Jer klar til en hæsblæsende historie. Ja, jeg siger Jer at jeg oplevede meget. Meen, måske er "hæsblæsende" lidt af en overdrivelse, men I forstår sikkert hvad jeg mener.

Min historie begynder allerede et par dage før vi skulle af sted. Dan og Charlotte begyndte at vaske en masse tøj og ligge noget af det i skabet, som de plejer, og noget af det i nogle kufferter, som de selvfølgelig ikke plejer. De så på nogle lister de havde lavet og krydsede af, efterhånden som tingene blev fundet frem. Også mine sager blev fundet frem og krydset af. Selvfølgelig! Så er der ingen der fortalte mig hvad der skulle ske, nej nej, men jeg kunne nu godt fornemme, at der skal ske noget stort. Sådan starter det nemlig hver gang vi skal rejse... En tidlig mandag morgen stod Charlotte op, og vi cyklede/løb en rigtig lang tur, inden vi blev hentet af taxaen. "Det er godt nok et stort bur" siger taxa chaufføren, præcis som sidste gang vi skulle med taxa med mit bur, selvom Charlotte allerede i telefonen havde fortalt dem, at det var et "digert" bur. Det troede de åbenbart ikke på... Jeg sidder bag i bilen, i buret, mens vi kører til lufthavnen. Ja, da går det et lys op for mig. Vi skal ud og rejse. De er nu så søde i lufthavnen, og lader mig gå rundt og snuse til ALT. De lader mig endda blive hos Charlotte og Dan, helt ud til flyet, hvor de løfter mig op i lastrummet, og jeg går ind i buret (selvfølgelig efter at jeg har gået rundt og tjekket at alt er i orden). Så er ferien begyndt. Mig - ind og ud af fly, først i Kirkenes, så i Oslo og så til slut i København, hvor Dan og jeg står af og tager toget til Århus, da de siger at mit bur er for stort til at komme med flyet til Aalborg :-( Charlotte flyver dog videre til for at hente bilen, før hun så henter os i Århus. Sent på aftenen "lander" vi endelig i huset i Randers.Sikke en dag. I huset virker alt til at være som det plejer. Hmm.. Men er det nu det? Man kan jo aldrig være helt sikker. Jeg tjekker derfor alle rum i huset godt og grundigt, bare for en god ordens skyld. Jo jo, den er god nok. Det ER vores hus, vores møbler, vores ting, og hopsa, det er MIN sofa. Godnat.

Næste dag, går det hurtigt op for mig at denne ferie ikke er en helt almindelig ferie. Elisabeth og Sonja kommer, og de har med sig en masse kasser. En masse kasser som mine skøre ejere begynder at fylde med alle vores ting. Hvad skal det nu til for? De bliver fyldt til randen, og placeret på et værelse. De bliver ved med at sige, at alt må blive klar til hende der skal leje huset. Jeg ved ikke heeelt, hvad det egentlig betyder, men alle virker godt tilfredse med det, så jeg bruger ikke en masse tid på at tænke på det. Hellere bruger jeg min dyrebare tid, på at holde øje med at alle gør deres arbejde ordentligt. Og det er ikke en let opgave skal jeg hilse og sige. Både Karsten, Andreas og Poul kommer også i løbet af ugen for at hjælpe. Der er så meget der skal gøres.
   Karsten og Andreas skal male huset. Det er de godt nok dygtige til. Jeg tror de har øvet sig hjemme. Teknikken de bruger, tror jeg kaldes "synkron maling". Det ser i hvert fald ud som om det er noget de har øvet længe på. Har du ikke hørt om synkron maling? Det er en nydelig sport, der udføres roligt og yndefuldt. Heldigvis tog Charlotte lidt billeder af denne flotte opvisning, så du kan se hvordan det foregår.

Hold da op som de pakker. I over en uge er det eneste de gør at rode ud, pakke ned, sætte væk - rode ud, pakke ned, sætte væk. Og køre på lossepladsen en halv snes gange. Om og om igen, indtil de en dag har fyldt bilen og siger jeg skal sætte mig ind. Igen! - har ingen fortalt mig, hvad der skal ske. Nej nej, men efter en god lang lur på cirka halvanden time, vågner jeg op, ved at vi kører op af indkørslen i Bindslev. Der, i huset som jeg har besøgt så tit, skal Charlotte og Dan spise aftensmad, før vi skal videre i sommerhuset i Bunken. Nu siger jeg det kun er Charlotte og Dan der skal spise, og det er for så vidt helt rigtigt. Officielt spiser jeg ingen ting, men gennem længere tid har Karsten og jeg haft en ordning, hvor, hvis jeg vil hjælpe ham med at rydde op, så får jeg lov til at slikke rester af ALLE fade og skåle fra aftensmaden :-) Rimelig god ordning syntes jeg selv. Der ud over har jeg en aftale med Sonja om at tørret rugbrød er tilgængeligt hele tiden, lige fra jeg træder ind af døren. Som betaling, sørger jeg bare for hele tiden at være rigtig lækker (No problem, siger jeg bare). Sent på aftenen, efter at Charlotte og Dan har erhvervet sig en ordentlig gang jordbær mavepine, "lander" vi i sommerhuset. Nu begynder ferien rigtig. Nu skal vi slappe af.

Dagen efter ligger Charlotte og jeg og daser, mens Dan er i Frederikshavn. Jeg ligger ved døren, da jeg ser den grønne bil som jeg kender så godt, og ser Elisabeth komme ud. Min hale vrikker hurtigt frem og tilbage. Elisabeth skal være på besøg, helt til næste dag. Charlotte og Elisabeth snakker og snakker og snakker og snakker og.... mens Dan prøver at få forbindelse nok til at arbejde. Og det er vist ikke så let, kunne jeg se, sådan som han vandrede rundt for at finde det der forbindelse. Vi er også en tur på golfbanen, hvor jeg får lov til at løbe efter bolde. I love it... Bål har vi også, det skal vist nok være hyggeligt, men jeg syntes bare røgen irriterer næsen. Mens Charlotte og Elisabeth fortsætter med at snakke og snakke, ligger jeg mig til ro, og prøver at få hvilet ørerne lidt.



Lørdag får jeg endelig lidt ro. Jeg får lidt mad i et aktivitets legetøj, mens Elisabeth, Charlotte og Dan kørte til Aalborg, for at fejre Louises fødselsdag. Nu fik jeg ikke lov til at være med selv, men da jeg senere blev kørt til Bindslev af Dan, hvor Charlotte og jeg skulle overnatte, hørte jeg dem snakke om den dejlige dag de havde haft, og den gode mad de havde fået. Netop DER blev jeg lidt misundelig over ikke at have været med... Men så alligevel... Som jeg forstod det var det nok alligevel bedst at jeg ikke var med. Charlotte blev i hvert fald med at fortælle om en lækker knægt der var med, så hun havde sikkert ikke haft tid til mig alligevel..

Nå, men så var jeg pludselig i Bindslev, som jeg selv heller ikke vidste noget om. Dan skal vist ned til sin storebror Jes, og hygge, før de næste skulle ned og arbejde på huset i Randers. Mig og Charlotte bliver i Bindslev for at hygge os. Jeg kan rigtig godt lide at være i Bindslev, for der er masser af hænder der vil klø mig på maven, masser af mad aftaler og sidst, men bestemt ikke mindst, så er Karsten helt pjattet med at løbe. Heldigvis for mig kan han bedst lide at have selskab på sine løbeture, det vil sige MIG :-) Næsten hver gang vi er i Bindslev, får mig og Karsten os en løbe tur, og jeg elsker det. Om aftenen blev der igen tid til hygge. Jeg ved ikke hvad der er med de mennesker, og deres ide om at hygge er lig med bål. Nuvel.. Bålet blev tændt, drinks blev mikset, skum fiduser (også en til mig, når jeg spørger pænt :-) og pølsepinde blev fundet frem og... Karsten blev klippet!?! Det syntes jeg ikke plejer være en del af en hygge aften. Men ikke desto mindre, blev han klippet, og det lige ved siden af bålet. Jeg ved ikke om det var varmen fra bålet, Charlottes klippen eller hvad dat var, men Karsten så nu ind i mellem ud som om det gjorde lidt ondt ;-)

Puha.. Jeg syntes jeg begynder at få lidt ondt i poterne af alt det skriveri. (Jeg har jo også lige lært det ;-) Og tro mig, denne ferie i langt fra færdig. I næste "afsnit" skal I få lov at høre om alle de gæster vi havde på besøg i ferien, og det var ikke så lidt, skal jeg hilse at sige...

Fortsættelse følger

Når jeg sætter mig her foran min computer for at skrive og beskrive mit liv som det er idag, ved jeg næsten ikke hvor jeg skal begynde. Så meget har forandret sig. Den forskel der er mellem "før" og "nu", er næsten lige så stor som afstanden mellem "før" og "nu"   - flere tusind kilometer...

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig, men hektisk sommer i Danmark. Når jeg pakker og gør mig klar til at rejse, kan jeg ikke andet end komme til at glæde mig, og se frem til alle de gode stunder jeg skal have. I mit heldige tilfælde, ville de gode stunder blive tilbragt i min families selskab. Men samtidig har man, eller jeg havde i hvert fald, en klump i maven over den tid man nu skal være væk hjemme fra. Jeg bliver mere og mere klar over at mit tilhørsforhold har ændret sig. I vores sommer i Danmark, skulle vi pakke hele vores hus ned, eller rettere, pakke husets indhold ned. Vi har lejet huset ud, i forbindelse med at Dan nu også er flyttet til Norge. Så der skulle gøres klar til den nye indflytter. En anden skal bo i mit hus. Hmm... Hvad tænker man lige om det? Jeg havde regnet med at processen ville være følelsesladet og fyldt med, tja, "hvad har jeg lige gang i" - panikken, men nej. Den ro og sikkerhed jeg følte ved at skulle overlade det der VAR mit hjem til en fremmed, overraskede mig. Jeg har truffet den rigtige beslutning. Jeg var ikke ked af at pakke en masse ting ned, velvidende at jeg ikke ville se dem igen i meget lang tid. Jeg har jo det jeg har brug for, lige her, i lejligheden omkring mig. Dan sidder på sofaen og arbejder, mens Nova ligger i sin kurv og sover oven på en dejlig gå tur. Jeg kan høre vaskemaskinen der fortsat prøver at arbejde sig i gennem vores ferie vasketøj. Ovnen, med sin konstante summen, lader duften af müsli, sive ud, og fylde lejligheden med en hjemlig hygge. Inden længe vil både vaskemaskinen og æggeuret fra ovnen kalde, tøjet skal hænges op og der skal røres i müslien. Dette helt naturlige flow af gøremål minder mig om, at alt er præcis som det skal være. Hverdagen er begyndt, og jeg kan lide det.
   Jeg vil ikke sidde her og påstå at der ikke var noget derhjemme, der fik min længsel til at vokse. Når jeg for første gang i seks måneder ser min lille nevø, ser hvor meget han er vokset, hvor meget han har forandret sig, så kan jeg godt blive ked af ikke at have været en større del af det liv han lever og oplever. Når jeg kommer hjem til mine forældre og siger "nej, så fint det er blevet hernede", og svaret er, "at det blev lavet for flere måneder siden", så bliver jeg mindet om at jeg ikke længere har min "daglige" gang i huset. Når jeg oplever en højt elsket person sidde helt stille med sig selv og lade tårende rende ned af sine kinder, fordi jeg snart skal rejse hjem, kan det endnu give mig en klump i maven og minde mig om at mit beslutning ikke kun har konsekvenser for mig, men også dem jeg efterlader. Jeg savner min familie, og det er ingen hemmelighed. Fik jeg det som jeg ville, tog jeg dem alle med herop, for jeg er da helt sikker på at alle vil få det bedre heroppe. Hvem ville ikke det? Her er jo fantastisk :-) Men det her er mit liv, og jeg må leve det så godt jeg kan. Og lige nu, da er det at bo i Vadsø den rette beslutning for mig. Heldigvis, vil jeg sige, lever vi i dag, omgivet af teknikens goder. Skype, Hangouts, Facebook, mail og så videre, giver os mulighed for at være i tæt kontakt, over meget lange afstande. Når jeg tænker på min mormors bror, som for mange år siden rejste til Canada, uden mulighed for at Skype med video, eller sende en hurtig mail eller besked på telefonen, ja, så er jeg i sammenligning, slet ikke så langt væk.

Jeg har haft en helt fantastisk sommer, med masser af gode minde, som jeg rigtig gerne vil dele med Jer alle sammen, men billeder og historier må vente lidt med at komme på bloggen. Så jeg vil afslutte med nok de mest frustrerende ord i moderne tidsalder...

"Fortsættelse følger" :-D