Når livet går stærkt

Jeg har netop brugt en masse tid på at se på min blog, og tænke på hvad jeg ønsker at gøre med den. Det er som om, der ikke er sket så meget her de sidste par år. Egentlig er det lidt fjollet, for om noget, så er der virkelig sket noget i vores liv de sidste par år. Efter mange års forsøg lykkedes det endelig for os, at blive gravid med vores lille pige. Livet var perfekt og vi havde alt vi kunne ønske os, da vi på sygehuset lå og kiggede på vores lille superheltinde. Men ikke desto mindre, gik det, som nogen ved, lidt stærkt med at få næste superhelt i produktion. Knap var Karla blevet et år, før vi på Tromsø sygehus, lå og kiggede på vores lille egen superhelt.

Jamen, nu måtte vi da være tilfredse. Hvad mere kan vi helt ærligt ønske os? Vi har to skønne børn, en pige og en dreng, en dejlig hund, vi har hinanden og alle vores venner i Vadsø. Men ikke desto mindre, så har vores familie aldrig været længere væk end de er lige nu. Allerede fra første gang vi skulle rejse fra Danmark, efter Karla var født, kunne jeg mærke en forskel, helt ind i hjertet. Det har jo altid været hårdt at skulle sige farvel til alle de skønne mennesker vi efterlod i Danmark, hver gang vi rejste hjem, men noget have ændret sig. Mine egne følelser er nu blevet blandet godt og grundigt sammen med børnenes, så der er ingen tvivl om at mine prioriteringer har ændret sig. Da jeg stod med Karla i armene og skulle køre fra mine forældre, og vide der ville gå flere måneder, før vi så hinanden igen, begyndte jeg stærk at revurdere vores livs situation. Jeg kunne ihvertfald mærke at jeg havde rigtig dårlig samvittighed over at vi boede så langt væk, især på Karlas vegne, og nu, på både Karla og Ottos vegne. Vi traf et valg for snart seks år siden, om at flytte til Vadsø. Da var vores situation også en helt anden. Vi havde bare hinanden og vores dejlige hund, Nova. Pludselig står vi med to små børn, og en stor familie som rigtig gerne vil lære vores børn at kende. Så at blive boende heroppe, vil være meget egoistisk, ikke bare for vores børn, men også for den familie i Danmark, vi, ved at bo her, frarøver enhver mulighed for at blive tæt knyttet til vores børn. Så derfor går rejsen snart til Danmark for sidste gang som turister. Vi flytter hjem til det hus vi har lejet ud, mens vi har boet i Vadsø. Det var med glædes tårer, fra både os og familien, da vi fortalte at vi vender næsen hjem ad. Og ikke fordi jeg ikke tror familien ikke har savner os, men glædes tårerne var uden tvivl, mere af glæde for at vores børn kommer til Danmark. Så en spædende fremtid er i vente. I skal nok blive opdateret undervejs.